Kongeklubben kom forbi

71-nr3c

B1913 på vej ind på Estadio Bernabeu i oktober 1961. Pengene ved at spille Europa Cup var store, og det år fik B1913 et overskud på hele 180.000 kr. – et kæmpebeløb på den tid. Alene rettighederne til kampen i Odense blev solgt til Danmarks Radio for 60.000 kr. I sidste ende blev B1913 løbet over ende og tabte samlet 12-0.

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Odense har gennem årene haft et særligt forhold til det spanske storhold Real Madrid. Der er vist ikke mange provinsbyer, hvor tre forskellige klubhold har mødt klubben fra den spanske hovedstad i en europæisk klubturnering. Men det har Odense.

Odenseansk fodbold havde sin absolutte guldalder i årene fra 1958 til 1964, og i den periode gæstede Real Madrid to gange Odense Stadion.

Det begyndte i 1961, da B1913 fik besøg af Real Madrid, der gav de blå en fodboldlektion. I den første kamp i Odense ville Bent Løfqvist, der var kendt som lidt af en hård negl, efter eget udsagn ”vise de professionelle, at vi amatører også kunne være med”, så han gik hårdt til de to superstjerner, Ferenc Puskas og Alfredo di Stefano.

Det viste sig at være en ret dårlig idé, for hævnen kom i returkampen på Bernabeu, hvor den frygtede Real-centerhalf José Santamaria stemplede Løfqvist i skridtet, mens bolden var langt væk. Danskeren blev båret fra banen, måtte en tur på hospitalet og fik fjernet den ene testikel og var ifølge Fyens Stiftstidende tæt på at blive ”invalid på livstid”.

Kampen mod den spanske kongeklub blev vist forskudt i tv, og under transmissionen lovede Gunnar ”Nu” Hansen, at Danmarks Radio ville ringe hjem til familien og holde dem underrettet, hvilket man rent faktisk gjorde. Løfqvist blev udskrevet dagen efter, men var i dårlig forfatning og fik en smertestillende indsprøjtning af B1913’s læge, så han kunne klare flyveturen hjem. 9-0-nederlaget var heller ikke noget højdepunkt.

I 1964 var det så B1909’s tur til at ramle ind i Real Madrid, og det gik ikke meget bedre. Kampen var igen præget af mange ”unoder, tyvestreger og hævnakter, som lignede overfaldslignende forulempelse”. Noget var der om snakken, for i kampen i Odense blev både Mogens Haastrup og Arno Hansen sendt til tælling.

Begge gange var spaniernes stjerneangriber Puskas efter alt at dømme involveret, og Fyens Stiftstidende spruttede af raseri dagen efter: ”Ufortjent glorie over Puskas” stod der i store typer på forsiden, og avisen anerkendte godt nok, at Real spillede klassefodbold, men sportsredaktør Kaj Seebach mente samtidig at vide, at den spanske kongeklub var på vej mod et fortjent generationsskifte.

I 1990 var det blevet OB’s tur til at tage spanierne ved hornene. I mesterholdenes turnering – forløberen for Champions League – gav madrilenerne den 2. oktober 1990 de stribede en regulær lussing. I Madrid blev OB fuldstændig spillet ud af banen og tabte med tenniscifrene 6-0, og kongeklubben gik videre med en samlet score på 10-1. Flere OB-spillere virkede dengang skræmte, så det kunne næsten kun gå bedre i 1994.

De odenseanske klubbers meritter i europæisk fodbold havde indtil den 6. december 1994 været alt andet end prangende, men det vendte Miraklet i Madrid op og ned på – for en stund.