Konkurrence til postvæsenet

BP07c

Eksempler på frimærker fra Odense Bypost, der bragte breve ud i Odense Købstad i seks år fra 1885. Mærkerne er i privat eje, og der er givetvis kun bevaret ganske få eksemplarer (Svend Møller fot., Stadsarkivet).

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Christian IV oprettede i 1624 et postvæsen. Det var ikke tiltænkt uddeling af lokal brevpost, men derimod befordring over længere afstande. Private bude eller tjenestefolk kunne længe klare behovet for udbringning i byerne. Det blev der imidlertid lavet om på i 1800-tallet.

Brevene blev mange flere, efter at folk i almindelighed havde lært at læse og skrive. Industrisamfundet medførte også flere postforsendelser. Frimærkerne kom til Danmark i 1851, og 10 år senere kunne postvæsenet omsider tilbyde befordring og udbringning af breve i alle danske byer med et indbyggertal over 6.000, deriblandt Odense. Politikerne bestemte i 1879, at postvæsenet ikke skulle have monopol på udbringning af lokalpost – pakker og breve – i byerne, og det blev grundlaget for, at 11 byer i Danmark kort efter fik etableret bypostforretninger.

Odense blev den fjerde by i rækken efter København, Horsens og Aalborg, og selskabet Odense Bypost kom til verden 1. februar 1885. En 37-årig malermester, Louis Chr. Carl Rasmussen, der var kommet fra København nogle år tidligere, stod bag firmaet, som først havde til huse i Vestergade 72 og senere i Vestergade 68. Og der var helt klart tale om en miniatureudgave af det nu landsdækkende postvæsen. Der blev ansat bude og ophængt postkasser, så man ikke fik blandet byposten med det konkurrerende postvæsens forsendelser. Bypostens kasser var gulmalede for at undgå forveksling med postvæsenets røde. Endte et bypostbrev i postvæsenets postkasser, blev det betragtet som en ufrankeret forsendelse. I begyndelsen opsatte Rasmussen 33 postkasser, og fire år senere reklamerede han med 40 postkasser inden for forretningsområdet, der stort set fulgte købstadens grænse.

Der blev hurtigt omdelt takster og reglement, og byposten fik sine egne frimærker, utvivlsomt trykt i stentryk på et af byens litografiske etablissementer. De første frimærker var med en oval ramme med talværdi og firmanavn, mens der senere blev ofret penge på lidt mere kunstfærdige mærker – blandt andet med en udgave af Knud den Hellige fra byens våben eller Odenseliljen i centrum. Der kendes vistnok 23 frimærker fra bypostens korte levetid.

Byposten konkurrerede på traditionel vis med lavere priser og bedre service end postvæsenet. Indenbys breve koste 3 øre mod postvæsenets 4 øre, og postkasserne blev tømt og posten bragt ud fem gange om dagen, dog kun fire gange om søndagen. Det slog let postvæsenets tre daglige udbringninger (to om søndagen) og kan i dag være svært at forestille sig.

Den lokale bypost slog an. I 1889 ekspederede Rasmussen og hans folk således 68.000 breve, men i 1891 var det slut. En ny postlov gav postvæsenet monopol på udbringning af breve og pålagde postvæsenet at give bypostfirmaerne erstatning, når de blev lukket ned. For Rasmussens vedkommende indbragte det 3.300 kr. eller lidt mere end tre gange det beløb, han havde betalt skat af i de foregående år. Bypostens brevforretning lukkede i juni 1891, men pakkebefordring og andre tjenester fortsatte med ny ledelse til omkring 1908.