Kønskvotering fra begyndelsen

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Kønskvotering anno 1898 – det første kendte billede af bestyrelsen i Odense Højskoleforening. Stående ses fra venstre lærer J.P. Frandsen, foreningens to revisorer, bankbud L. Nielsen og skolebestyrer Niels Grønbæk, skræddermester Peter S.E. Petersen, cykelgrosserer Frederik Rasmussen og lærer R.N. Romose. Siddende ses fra venstre lærerinde Anna Sørensen, formanden, pastor Emil Koch, bestyreren af højskolehjemmet, Karen Jørgensen, fru Herdis Rørdam Clausen og lærerinde Maren Andersen Bo (Stadsarkivet).

En af Odenses største og ældste aktive folkelige foreninger er Odense Højskoleforening.

Grundtvigianismen havde omkring 1860 fået fodfæste i Odense, hvor en kreds hurtigt dannedes omkring Ludwig Helweg, der fra 1857 var præst ved Odense Domkirke og Gråbrødre Hospital. Snart oprettede Christen Kold en højskole i Hjallese (den senere Dalum Landbrugsskole), mens andre fik gang i Odense Friskole. Og i 1882 oprettede den sydfynske smededatter Karen Jørgensen et lille højskolehjem i en lejlighed i Søndergade, men flyttede snart til større lokaler i Thorsgade. Her kunne man bo og spise, men der blev også indrettet en forsamlingssal, hvor kendte højskolemænd kom og holdt foredrag. Men ligeledes her sprængte virksomheden hurtigt sine rammer, og i 1893 fik Karen Jørgensen bygget en stor, ny bygning i Dronningensgade 2, indrettet til højskolehjem.

Mange unge valfartede til højskolerne landet over i disse år, men det var først og fremmest unge mennesker fra landdistrikterne. I vinteren 1895-96 var den unge odenseanske skrædder Peter S.E. Petersen på højskole i Ryslinge og han fortalte senere, hvordan opholdet kom til at præge ham: ”Vi var tre elever fra Odense, de øvrige havde deres hjem på landet. Det blev for mig en tid, som jeg, når jeg siden tænker tilbage på den, mindes med glæde og gerne levede om igen.” De mange foredrag, diskussionerne bagefter og samlivet med kammeraterne var en gave for livet, og da han kom tilbage fra Ryslinge Højskole, ville han gerne bruge nogle af sine kræfter på højskolearbejde i byen.

Karen Jørgensens nybygning fra 1892-93, Odense Højskolehjem i Dronningensgade, midt i billedet med Fyns Forsamlingshus til venstre. Billedet er formentlig taget omkring 1920 (Harald Lønborg fot., Stadsarkivet).

Fem unge i alderen fra 19 til 28 år mødtes mortensaften 1896 på højskolehjemmet i Dronningensgade, indkaldt på initiativ af den unge skrædder, og den 52-årige Karen Jørgensen sluttede sig senere på aftenen til selskabet. Hun tilbød at stille lokaler til rådighed for den påtænkte forening. Ved et stiftende møde den 6. december var flere præster og lærere kommet med i kredsen, og da foreningen trådte frem i dagens lys, blev valgmenighedspræsten i Odense og Sdr. Næraa, Frederik Nygaard, den første formand. Han døde imidlertid allerede den følgende sommer, og derefter blev formandsposten overtaget af Ludwig Helwegs efterfølger som præst, Emil Koch.

Allerede ved oprettelsen blev det slået fast, at bestyrelsen skulle bestå af en formand plus fire mænd og fire kvinder. Der var med andre ord kønskvotering – længe før dette ord var opfundet. Det var meget bemærkelsesværdigt i en tid, hvor der selv i kvindebevægelsen var intern uenighed om, hvor hurtigt kvinderne f.eks. skulle søge at opnå valgret. En organisation som Dansk Kvindesamfund stod således længe på en relativt forsigtig linje. Odense-bestemmelsen var også langt forud for sin tid. Da Københavns Højskoleforening blev dannet 18 år tidligere, kunne kvinder end ikke blive medlemmer af foreningen, og da de endelig fik adgang, måtte der i begyndelsen kun gives adgang til halvt så mange kvinder som mænd – angiveligt fordi kvinderne med deres omfangsrige krinoliner fyldte meget mere end mændene!