Kunsten at (over)leve

b0000087c

H.P. Carlsen (1855-1950) var kunstmaler med hang til druk, og derfor tilbragte han det meste af sit lange liv bag Tvangens tykke mure (Stadsarkivet).

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Det meste af sit voksne liv levede H.P. Carlsen en omflakkende tilværelse. Han var en uforbederlig drukkenbolt med uroligt vagabondblod i årerne. Han hørte til dem, der var fanget i en ond cirkel, som han ikke kunne slippe fri af. Alle fromme forsøg på at hale ham ud af moradset prellede af. I mange år sad han på arbejdsanstalten – den statelige gule bygning i Klaregade – og drømte om et liv i frihed. Og egentlig begyndte det hele meget godt.

Hans Peter Carlsen stammede fra Ubberud, hvor han blev født 1855. Forældrene havde et lille husmandssted, Højbjergvej 155. Som ung kom han i lære og blev uddannet som maler i Otterup, men talentet rakte længere end til almindeligt malerarbejde, så i 1876 kom han ind på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København.

Mødet med storbyen blev dog skæbnesvangert. Rundet af små kår måtte han om sommeren arbejde hos en malermester, og det var svært at få pengene til at slå til. I København delte H.P. Carlsen en overgang et tagkammer med studiekammeraten L.A. Ring. Senere, når der blev fortalt om makkerskabet, blev det til, at de også delte et par bukser – dvs. når den ene gik ud, måtte den anden blive hjemme.

I hovedstaden fik H.P. Carlsen smag for bylivets behageligheder, og navnlig forelskede han sig i bohemelivet på de små cafeer, hvor der blev kikket rigeligt dybt i flasken. Rutsjeturen nedad var begyndt. I 1879 forlod han akademiet uden afgangseksamen, og han var nu henvist til fattighjælp. Derfor blev han sendt tilbage til Ubberud, da det var hans fødestedskommune, der havde forsørgelsespligten. En omtumlet tid, hvor han vagabonderede og drak, var indledt.

Til sidst fik sognerådet nok, og så blev Carlsen i 1892 for første gang anbragt på arbejdsanstalten i Odense – bag høje mure forsynet med pigtråd og låste porte. Her herskede punktlighed og disciplin. Alle blev sat i arbejde. Kunne de ikke andet, huggede de skærver. Spiritusforbuddet forekom nok lemmerne at være den hårdeste straf, og ifølge sognerådet var Carlsen ”meget henfalden … til nydelse af spiritus og såre svag i modstand, når han påvirkes af andre, ligestillede med ham”.

Foruden tvangsarbejde fik Carlsen også mulighed for at udfolde sit kunstneriske talent. Han fik noget indpakningspapir, som han behandlede med limfarve, så det kunne bruges til lærred eller tegnepapir. Det blev til stribevis af kultegninger – navnlig landskabsbilleder – der blev solgt uden for anstalten.

Som årene gik, tabte sognerådet tålmodigheden med Carlsen, og opholdet på fællesarbejdsanstalten blev efterhånden mere permanent. Han havde bedst af at blive, mente sognerødderne. Alle forsøg på at få Carlsen ud mislykkedes, og han sad der, til ”Tvangen” lukkede i 1949. H.P. Carlsen var da 94 år og blev flyttet til det kommunale plejehjem i Albanigade. Han døde den 10. juli 1950, og Ubberud Sogneråd sendte en repræsentant til hans begravelse.