Kvinder har en mission

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Sophie Jørgensen (født Hempel) havde sæde i byrådet fra 1909 og indtil 1929. I den 20-årige periode sad hun i en lang række udvalg, herunder ikke mindst det sociale udvalg og Sygehusudvalget. Ved valget i 1925 fik hun – og de andre kvindelige kandidater fra de konservative – følgende anbefaling fra Fyens Stiftstidende: ”Kvinder har en mission også som valgte. Forsorg for børn og gamle, værgerådssager, skoler, sygehuse er felter, hvor kvindens særlige instinkt og evner gør hende særligt kvalificeret”. Med sådan en anbefaling var det ikke overraskende, at hun blev placeret i udvalg, der arbejdede med sociale og uddannelsesmæssige spørgsmål, mens de tekniske eller økonomiske udvalg var forbeholdt. Hun stammede fra en af Odense gamle borgerslægter og blev gift med kaptajn Eigil Jørgensen, og parret boede i mange år i Hempels Gård (det tidligere Skt. Knuds Kloster), som Sophie Jørgensen havde arvet. Hun havde blandt andet sæde i bestyrelsen for Stiftelsen af 18. september og var også aktiv i Kræftens Bekæmpelse (Harald Lønborg fot., Stadsarkivet).

I 1909 deltog danske kvinder for første gang i kommunevalget, og Odense fik to kvindelige byrådsmedlemmer, den konservative Sophie Jørgensen og socialdemokraten Kathrine Jensen. Begge blev valgt i kraft af deres placering på opstillingslisterne. Det var først fra 1925, at det blev muligt at stemme personligt – og i øvrigt brugte kun ganske få muligheden, da kandidaternes navne ikke stod på datidens stemmesedler.

Vælgerne stemte derimod på en af de opstillede (parti-)lister, hvor kandidaterne var opstillet i prioriteret rækkefølge. Kvinderne kæmpede derfor for at få en af de ”sikre” pladser. Omvendt var det vigtigt for partierne at have mindst én kvinde på listen – man talte ligefrem om ”den obligatoriske kvinde”. Men derudover var kvinder ofte placeret så langt nede på listen, at der ikke var store chancer for valg.

I 1913 stillede Kathrine Jensen ikke op, og Sophie Jørgensen fik selskab af den socialdemokratiske Mathilde K. Hansen, som kun sad i byrådet i en enkelt periode. Aviserne gav ikke altid de kvindelige kandidater de bedste skudsmål. Fyens Stiftstidende skrev f.eks. om socialdemokraten Kathrine Jensen, at hendes tale var noget ”indbidt-energisk”, som tydede på, at hun ikke havde gennemtænkt en sag, før hun tog ordet. Og da Kathrine Jensen så genopstillede i 1917, skrev avisen: ”Hun vil ikke komme til at fylde noget hul, når hun kommer igen, al den stund at det ikke vil mærkes, at fru Mathilde går”. Den slags nedladende bemærkninger var partiaviserne fulde af, og kvinderne blev bestemt ikke behandlet bedre end deres mandlige kolleger.

Kvindelige politikere fik tillagt særlige evner og kvaliteter. I forbindelse med valget i 1925 skrev Fyens Stiftstidende: ”Kvinder har en mission også som valgte. Forsorg for børn og gamle, værgerådssager, skoler, sygehuse er felter, hvor kvindens særlige instinkt og evner gør hende særlig kvalificeret. Endvidere har hun som den, der administrerer hjemmets budget, på det økonomiske område tit et udmærket overblik. Men hun må også have den resignation ikke at ville give sig af med spørgsmål, hun ikke har forstand på, f.eks. på rent tekniske områder”.

Kathrine Jensen (1870-1945) sad i Odense Byråd for Socialdemokratiet i to omgange, nemlig 1909-1913 og 1917-1925. Hun stammede fra Ribe-egnen, men kom efter nogle års virke i private skoler til Odense, hvor hun blev uddannet på Odense Seminarium. Katrine Jensen var godt 40 år gammel, da hun første gang blev valgt til Odense Byråd i 1909. Hun havde siden 1901 været fastansat lærerinde på Vestre Pigeborgerskole. Ved valget i 1913 blev hun ikke genvalgt, men fik ”comeback” i 1917. Den konservative Fyens Stiftstidende skrev i den forbindelse, at hendes tale var noget ”indbidt-energisk”, som tydede på, at hun ikke havde gennemtænkt en sag, før hun tog ordet. Kathrine Jensen sad i byrådet frem til 1925. Som lærerinde interesserede hun sig specielt for undervisningen af børn, der havde svært ved at følge den almindelige undervisning, og hun var en af byens pionere indenfor undervisning i hjælpeskoler. Hendes ihærdige arbejde førte i 1922 til, at Odense Skolevæsen oprettede en hjælpeskole (Harald Lønborg fot., Stadsarkivet).

Kvinderne skulle altså holde sig langt væk fra det tekniske og i stedet koncentrere sig om de såkaldte ”bløde værdier”, som f.eks. undervisnings-, sundheds- og socialpolitik. En holdning, der også afspejlede sig i de udvalg, hvor kvinderne fik sæde. Begge byrådets to første kvinder fik f.eks. plads i alderdomsudvalget, og Sophie Jørgensen sad derudover i udvalget for fattigvæsen, mens Kathrine Jensen sad i udvalget for sygehuset. I alt besatte de to kvinder fire ud af 59 pladser i udvalg, kommissioner, nævn m.v.

Da Odense Byråd samlet til møde i 1917 var der kun to kvinder i forsamling, nemlig Kathrine Jensen (ses nogenlunde midt i billedet) og Sophie Jørgensen (ses til højre i billedet). Odenses sidste kongeudnævnte borgmester, Valdemar Bloch, står op og taler, mens den unge mand forrest er senere borgmester I. Vilh. Werner (Stadsarkivet).

De følgende mange år ændrede tingene sig kun meget lidt. Som det første parti fik de konservative i 1925 indvalgt to kvinder, men da var antallet af pladser i byrådet i 1921 også blevet udvidet fra 19 til 25. Kvinderne fik efterhånden flere udvalgsposter, mere svarende til deres andel af byrådsmedlemmerne, men det var fortsat især poster inden for social-, undervisnings-, kultur- og sundhedsområdet.