af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

I 1909 deltog danske kvinder for første gang i kommunevalget, og Odense fik to kvindelige byrådsmedlemmer, den konservative Sophie Jørgensen og socialdemokraten Kathrine Jensen. Begge blev valgt i kraft af deres placering på opstillingslisterne. Det var først fra 1925, at det blev muligt at stemme personligt – og i øvrigt brugte kun ganske få muligheden, da kandidaternes navne ikke stod på datidens stemmesedler.
Vælgerne stemte derimod på en af de opstillede (parti-)lister, hvor kandidaterne var opstillet i prioriteret rækkefølge. Kvinderne kæmpede derfor for at få en af de ”sikre” pladser. Omvendt var det vigtigt for partierne at have mindst én kvinde på listen – man talte ligefrem om ”den obligatoriske kvinde”. Men derudover var kvinder ofte placeret så langt nede på listen, at der ikke var store chancer for valg.
I 1913 stillede Kathrine Jensen ikke op, og Sophie Jørgensen fik selskab af den socialdemokratiske Mathilde K. Hansen, som kun sad i byrådet i en enkelt periode. Aviserne gav ikke altid de kvindelige kandidater de bedste skudsmål. Fyens Stiftstidende skrev f.eks. om socialdemokraten Kathrine Jensen, at hendes tale var noget ”indbidt-energisk”, som tydede på, at hun ikke havde gennemtænkt en sag, før hun tog ordet. Og da Kathrine Jensen så genopstillede i 1917, skrev avisen: ”Hun vil ikke komme til at fylde noget hul, når hun kommer igen, al den stund at det ikke vil mærkes, at fru Mathilde går”. Den slags nedladende bemærkninger var partiaviserne fulde af, og kvinderne blev bestemt ikke behandlet bedre end deres mandlige kolleger.
Kvindelige politikere fik tillagt særlige evner og kvaliteter. I forbindelse med valget i 1925 skrev Fyens Stiftstidende: ”Kvinder har en mission også som valgte. Forsorg for børn og gamle, værgerådssager, skoler, sygehuse er felter, hvor kvindens særlige instinkt og evner gør hende særlig kvalificeret. Endvidere har hun som den, der administrerer hjemmets budget, på det økonomiske område tit et udmærket overblik. Men hun må også have den resignation ikke at ville give sig af med spørgsmål, hun ikke har forstand på, f.eks. på rent tekniske områder”.

Kvinderne skulle altså holde sig langt væk fra det tekniske og i stedet koncentrere sig om de såkaldte ”bløde værdier”, som f.eks. undervisnings-, sundheds- og socialpolitik. En holdning, der også afspejlede sig i de udvalg, hvor kvinderne fik sæde. Begge byrådets to første kvinder fik f.eks. plads i alderdomsudvalget, og Sophie Jørgensen sad derudover i udvalget for fattigvæsen, mens Kathrine Jensen sad i udvalget for sygehuset. I alt besatte de to kvinder fire ud af 59 pladser i udvalg, kommissioner, nævn m.v.

De følgende mange år ændrede tingene sig kun meget lidt. Som det første parti fik de konservative i 1925 indvalgt to kvinder, men da var antallet af pladser i byrådet i 1921 også blevet udvidet fra 19 til 25. Kvinderne fik efterhånden flere udvalgsposter, mere svarende til deres andel af byrådsmedlemmerne, men det var fortsat især poster inden for social-, undervisnings-, kultur- og sundhedsområdet.