af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen
Sidst i 1800-tallet væltede cyklerne ind over Odense, men de nye monstrummer var svære at styre. Det gjaldt ikke mindst de tårnhøje væltepetere. Nye cykeltyper gjorde det lettere at komme af og på cyklen, men det var stadig en udfordring at betvinge cyklen, og derfor begyndte folk at gå til ”cykelridning”.
Odense Cykleskole blev oprettet i sommeren 1894 som den første i byen og måske den første i landet. Det var en driftig ung sergent, Søren Nielsen, der stod bag. Han var blandt byens cykelpionerer og en dreven cyklist. En cykelhandler stillede gratis en dame- og en herrecykel til rådighed for skolen – det var god reklame – og så var cykelskolen i gang.
Flere cykelskoler så dagens lys. Her lærte nye cyklister hurtigt og sikkert at håndtere de høje cykler. Flere cykelhandlere havde endnu ved århundredskiftet folk tilknyttet, der underviste nye cykelejere i brugen af cyklen. Det var især militærets folk, der tjente en ekstra skilling som cykellærere.
Den første elev på Odense Cykleskole var doktor Baden. Han ringede til Højskolehjemmet i Dronningensgade, hvor sergenten boede og bad ham komme forbi. ”Se på mig”, lød det fra dr. Baden. ”Tror De, jeg kan lære at cykle?” Sagen var, at lægen var temmelig stor og kraftig. ”Enhver kan lære at cykle”, lød svaret, men for sig selv tænkte sergent Nielsen: Vorherre bevares, det bliver svært. Men lægen fik det lært, og det blev fejret med en frokost i Fruens Bøge. Mesteren og eleven fulgtes hjemad fra skoven, og ved kasernen mødte de kommandanten, og doktor Baden råbte: ”Undskyld jeg ikke kan hilse i dag, hr. kaptajn, men jeg må ikke tage hænderne fra styret”.
Doktor Baden fik dog så meget fart på cyklen, at der var risiko for, at han kolliderede med gymnastikhuset, da han ikke kunne bremse. Derfor måtte der handles resolut. Sergent Nielsen trådte til og overhalede lægen, smed cyklen i græsset og stillede sig med armene spredt ud. Da Baden kom susende, greb sergenten om hans kæmpe korpus og afværgede sammenstødet med bygningen. Hvis det ikke var lykkedes, havde det sikkert været dårlig reklame for cykelskolen, men nu blev det lige omvendt. Hvis Baden kunne lære at cykle, så kunne alle.
Cykelskolen blev hurtigt godt søgt, ikke mindst af kvinder i alle aldre, der gerne ville lære at køre på cykel. De var gerne nogle af byens mest kendte. Et kursus kostede 10 kr.
Som øvelsesplads brugte skolen militærets gymnastikhus ved Sdr. Boulevard. ”Det var bedst at holde øvelserne indendørs … de fleste af mine elever var damer, og de ville helst køre de første ture i fred og ro”, fortalte sergenten senere. I gymnastikhuset kørte kvinderne kvadrillekørsel til musik. I løbet af de godt 10 år, skolen eksisterede, lærte adskillige hundrede odenseanere at køre på cykel.
Fra omkring 1. verdenskrig forsvandt cykelskolerne igen.
Om Odense 