Den spanske syge

 

32135

Februar 1919 – et usædvanligt syn: Et hjørne af Odense Assistenskirkegård med masser af nyanlagte grave i forbindelse med den spanske syges hærgen. (Odense Bys Museer)

 

En dødelig influenza

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Influenzaen huserer typisk om vinteren, men den er for ingenting at regne i forhold til den influenzaepidemi, der hærgede for 100 år siden, og som gik under navnet den spanske syge, selv om sygdommen som sådan ikke havde noget med Spanien at gøre.

Som en svøbe gik influenzaen gennem landet fra sommeren 1918. Den var en verdensomspændende epidemi, der også ramte Danmark. I midten af august døde de første odenseanere af influenzaen.

Den spanske syge var en usædvanlig ondartet influenzaepidemi, der i tre bølger ramte globalt og lagde millioner af mennesker i graven. Det nøjagtige tal kendes ikke, men der gættes på mellem 50 og 100 millioner dødsofre. Alene i Danmark bukkede godt 11.000 af en samlet befolkning på lidt over 3 millioner under.

I begyndelsen af juli fik lægerne kendskab til 82 angrebne i Odense, og da et af de første ofre var en billetsælger ved Sydfynske Jernbane, mente man, at det nok var en rejsende fra hovedstaden, der havde bragt smitten til Odense. Hurtigt efter brød sygdommen også ud blandt byens soldater.

Odense oplevede to bølger, hvoraf den sidste, der ramte byen i slutningen af 1918, var langt den alvorligste. Fra juli 1918 til april 1919 blev 15.286 personer syge – men langt flere blev ramt, men klarede sig uden at lægen blev tilkaldt.

De mange influenzatilfælde og den hurtige smitte fra person til person gjorde, at hele familier og ejendomme blev ramt, og på alle arbejdspladser kom man til at mærke et stort sygefravær. Den spanske syge viste sig med høj feber i flere dage, hvilket i sig selv ikke var dødeligt, men hvis der stødte komplikationer til, kunne det få livstruende følger.

I Odense døde i alt 245 personer i 1918, 45 i 1919 og 52 i 1920 som følge af sygdommen – omkring 1-2 % af dem, der fik sygdommen, døde. Ofrene var gerne yngre mennesker mellem 20 og 40 år – og det kunne have tragiske følger. En dødsannonce fortalte eksempelvis om et ungt møllerpar, der døde med få dages mellemrum og efterlod sig seks børn, hvor den ældste var syv år.

Den spanske syge satte dybe spor. Thorvald Hansen huskede, hvordan han som buddreng oplevede, at folk lå syge i hvert tredje hus, og at folk døde som fluer, og det mærkeligste var, ”at det var de sunde og kraftige, der blev revet væk”.

Sygdommen greb ind i byens dagligdag. Skoler og biografer lukkede. Koncerter, andespil og danseskoler blev aflyst. Biblioteker stoppede for udlån af bøger, mens tog og sporvogne ikke måtte køre med overfyldte vogne. Alle disse foranstaltninger hjalp ikke meget. Byens sygehuse var overfyldte, og i november 1918 blev der på Vestre Skole indrettet et nødlazaret, der fungerede til et stykke ind i 1919.

Ingen vidste, hvad de skulle stille op mod sygdommen, og alverdens huskeråd blev lanceret. Albani Bryggeri mente f.eks., at deres maltextraktøl hjalp folk med at genvinde kræfterne efter overstået sygdom.