Julevelgørenhed

 

B0050149

En lokal Rotary-klub havde i 1948 modtaget en stor sending let brugt tøj fra USA, og det blev delt ud fra Velgørenhedskontoret, hvor lederen, fru Knierim, ses ved bordenden med ryggen til. Der var tøj til 4-500 mennesker i alle aldre, og der var stor efterspørgsel efter det (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet).

 

Velgørenhed til jul

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

”Der er hjertens brug for pengene, og skal vi opfylde de forventninger, der stilles til juleindsamlingen, må de 16.000 kr. nås”. Nogle kunne måske tro, at det handler om avisens juleindsamling i 2013, men citatet stammer fra 1920, da avisen også samlede ind, så der kunne skabes lidt juleglæde.

Julen er hjerternes fest, og privat velgørenhed har i århundreder været knyttet til vintertiden og højtiden. Avisens juleindsamling i 1920 gik til ”de små og fattige hjem, til ensomme gamle og syge … til mennesker, der aldrig har bedt om hjælp”. Avisen havde særligt opmærksomheden rettet mod ensomme ældre. De indsamlede penge blev derfor brugt på en fest, som Ensomme Gamles Venner arrangerede i foreningens ejendom på hjørnet af Kronprinsensgade og Absalonsgade. Her blev de ældre beværtet med flæskesteg og dessert og siden kaffe, kager, juleknas og cigarer. Juletræet blev tændt, og der blev holdt tale, læst julehistorier og sunget samler. Hvad kunne man ønske sig mere?

Fyens Stiftstidende var dog langt fra ene om at indsamle og uddele hjælp op mod jul. Før velfærdsstatens indtog havde Odense (som mange andre byer) en hel underskov af filantropiske foretagender, der på forskellig vis hjalp folk i nød – og som måske også gav en del af borgerskabet bedre samvittighed. Frimurernes bespisningsanstalt havde rødder helt tilbage til 1830, og arbejderbevægelsens tilsvarende initiativ, Samaritanen, stammede fra 1890’erne. Frelsens Hærs juleuddelinger rækker også mindst 100 år tilbage.

”Odense er enestående på mange områder – også hvad velgørenhedsarbejde angår”, fastslog avisen i 1934. Det var nok lidt af en overdrivelse, men velgørenheden var sat i system gennem det såkaldte velgørenhedskontor, der arbejdede sammen med byens godgørende foreninger og med kommunen. Kontoret modtog både brændsel, tøj, fødevarer og andet til uddeling.

Velgørenhedskontoret åbnede den 17. december 1917 under navnet Oplysningskontoret for privat velgørenhed. Kontoret, der holdt til på Odense Slot, fik kommunale midler til driften, og det gik allerede i 1918 fra at være oplysende til at foretage uddelingen af de midler, som byens aviser kradsede sammen ved deres juleindsamlinger.

Kontoret sørgede i mange år for, at byens nødlidende ikke gik for lud og koldt vand juleaften. Det skete sammen med f.eks. KFUM, der under 2. verdenskrig holdt selve julefesten. De næste juledage var det kødgryderne på bespisningsanstalten Samaritanen, der snurrede og gav de nødlidende lidt at spise. Og der var hårdt brug for velgørenhedskontoret. I 1934, da den økonomiske krise for alvor kradsede, modtog 3.833 familier – med tilsammen 3.182 børn – julehjælp fra kontoret. Selv om den private velgørenhed med årene kom til at fylde mindre og mindre, så var der i 1960’ernes slutning stadig liv i velgørenhedskontoret.