Kamp om skatteprocenten

 

b0015493 (1)

Odense Byråd fotograferet ved et byrådsmøde i den gamle byrådssal forud for valget i 1933. H.Chr. Petersen, der var Odenses borgmester 1925-1937, leder byrådets møde (foto: H. Lønborg, Stadsarkivet).

 

Byrådet og skatteprocenten

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Historisk set er det en gammel traver i odenseansk kommunalpolitik, hvor skattens størrelse for alvor kom i fokus efter 1. verdenskrig, da byrådene selv fik lov at vælge formanden (borgmesteren), og mange byer fik socialdemokratiske borgmestre. Det skete først i 1937 i Odense, og inden da havde skatten for alvor været et stridspunkt mellem fløjene. Det konservative bystyre i Odense valgte i denne periode at profilere sig på et trekløver af billig gas, billig elektricitet og en lav skatteprocent.

I 1923-24 arbejdede et særligt spareudvalg med forslag til besparelser på budgettet, og da forslagene fra udvalget skulle behandles i byrådssalen i marts 1924, var modsætningerne så voldsomme, at den socialdemokratiske gruppes medlemmer simpelt hen udvandrede fra byrådets møde. Den konservative borgmester, A.P. Henriksen, var ikke den egentlige hovedmand bag sparebestræbelserne, men det var hans partifælle, H.Chr. Petersen (”Spare-Petersen”), der da også efterfulgte ham som borgmester efter valget i 1925.

Kort før dette valg lavede flertallet en slags kasseeftersyn og fandt byens kasse så velpolstret, at man delte milde gaver ud, idet byrådet vedtog kun at opkræve halvdelen af den kommuneskat, der egentlig skulle betales for januar kvartal 1925. Socialdemokraterne protesterede og kaldte det valgflæsk. De pegede også på, at eftergivelsen var skæv. Byens største skatteyder fik eftergivet omkring 20.000 kr., mens de mange, der betalte mindsteskat, kun fik eftergivet 90 øre.

Den konservative Fyens Stiftstidende var derimod begejstret og talte om at sætte tæring efter næring og fremmanede skrækscenariet med socialdemokratiske borgmestre, der kunne tænkes at sætte skatten op. Avisen lå med andre ord på linje med H.Chr. Petersen, hvis yndlingsgrundsætning var: ”Kun det nødvendigste til kommunens administration. Pengene skal blive i borgernes lommer…”. Og kommuneskatten var virkelig lav og lå gerne på omkring 5 procent sidst i 1920’erne.

Byens lave skatteprocent blev også inddraget som argument for, at Skt. Hans Landsogn (Skibhus- og Åløkkekvartererne) ikke skulle indlemmes under Odense, og da Skt. Hans Landsogn endelig blev indlemmet i 1932, var det et vilkår, at indbyggerne i sognet i en periode betalte højere kommuneskat end indbyggerne i resten af Odense.

Op til kommunevalget i 1937 var skatten igen i fokus. Socialdemokraterne hævdede, at byens skoler var nødlidende, og at byens ældre ikke blev hjulpet godt nok på boligområdet. Også biblioteket og sporten burde have bedre vilkår. De konservative ville derimod gerne gøre valget til et skattevalg og besluttede derfor ligesom i 1925 at undlade at opkræve et halvt kvartals skat lige før valget. Nu stemte socialdemokraterne imidlertid for forslaget, selv om de igen stemplede det som valgflæsk.

Da Socialdemokratiet så vandt borgmesterposten, frygtede mange, at kommuneskatten hurtigt ville løbe løbsk, men i efterkrigsårene blev der tradition for brede budgetforlig, og det var først i 1960’erne, at skatteprocenten for alvor strøg til vejrs.