Nytårsaften

 

b0052891

Der findes vist ikke billeder af Odense Rådhus, som viser skårene efter nytårsløjerne i de sidste år af 1800-tallet. Til gengæld er her et billede, som viser nogle af resultaterne af tysk militærs overfald på politistationen på rådhuset 19.9.1944 – dengang gik det blandt andet ud over byvåbenet, et af freskomalerierne i festsalen, rådhusuret og masser af ruder, som her skiftes ud med træplader (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet).

 

Nytårsaften i de gode gamle dage

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær 

 

”Har Odense by mon nogen sinde oplevet en nytårsnat som den sidste?”

Når man læser avisen fra sidste uge, kunne man forledes til at tro, at spørgsmålet stammer fra nutiden, men faktisk blev det stillet i et læserbrev i avisen allerede den 4. januar 1898. Da var der nemlig også nogle lidt uheldige episoder at se tilbage på.

Fyrværkeri og raketter var allerede dengang et led i mange menneskers nytårsfejring – og havde også rødder langt tilbage i tiden, hvor man måske troede på, at man ved at tage imod et nyt år med bulder og brag kunne holde sig mørkets magter fra livet. For at forebygge uro havde myndighederne sat grænser for, hvad der var tilladt nytårsaften, og i Odense havde en nytiltrådt politiledelse i 1897 åbenbart været nervøse for, om man kunne undgå de værste løjer på den første nytårsaften efter skiftet. Man udstedte derfor kort før jul et lokalt forbud mod handel med fyrværkeri og besluttede ekstraordinært at pålægge byens beværtninger at lukke kl. 24. Hensigten var utvivlsomt den bedste – man håbede, at en gammel tradition med ved midnatstid at mødes stille i byens centrum for at høre kirkeklokkerne ringe det nye år ind, ville sejre.

Sådan gik det langtfra. Uniformerede betjente var sendt rundt i byen, men på Flakhaven var der frem til midnat kun civilklædte betjente, som blandede sig i mængden. Efter midnat skiftede løjerne dog spor. Mange ruder i politistationen på rådhuset blev knust. En politimand blev angiveligt presset op mod rådhusmuren, så han måtte befries gennem hovedindgangen, og ved 1-tiden besluttede politiledelsen derfor at sende uniformerede betjente ud på Flakhaven for at få folk til at gå hjem. Direkte henvendelser til ”de besindige borgere” nyttede ifølge avisen stort set ikke, og ”larmen og skrigene snarere voksede end aftog”. Politiledelsen skønnede nu, at det var nødvendigt at anvende skrappere midler. Man tilkaldte derfor brandvæsenet, som med sin største sprøjte så at sige forsøgte at spule menneskemængden væk fra pladsen.

Det var øjensynlig heller ikke nok, og til sidst blev der kommanderet ”Stavene frem”. Det lykkedes så at opløse mængden på Flakhaven ved 2-tiden om natten, men endnu kl. 4 var der ifølge avisen mange mennesker på byens gader, og de forholdt sig alt andet end roligt. Først langt hen på morgenstunden kunne beboerne på byens strøg endelig få lidt søvn.

Hændelserne illustrerede klassiske dilemmaer for politiet – skulle man udstede bestemmelser, som man næppe kunne forvente overholdt? Og hvor drastisk skulle man gå til værks? Brandvæsenets indsats for at spule folk væk blev aldrig siden gentaget, men nytårsaften 1898 og 1899 bød også på rudeknusninger på rådhuset. Da ordenspolitiet dengang var kommunalt, blev optøjerne også diskuteret politisk. Men ved indgangen til det nye århundrede – ved årsskiftet 1900-1901 – var der øjensynlig nået en ny forståelse: Alt i alt var der tale om den roligste nytårsnat i mange år.