Rygepolitik i skolerne

 

b0053076

Fem unge pædagoger eller pædagogstuderende fra Odense Børnehaveseminarium, samlet om et sofabord med te og sammenlagte vafler – og de uundværlige cigaretter – i maj 1968. (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet)

 

Ikke mere skolerøg

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Mange skoler havde længe haft et rygeforbud, men det var rigtigt svært at håndhæve. I frikvartererne sivede røgen ud fra sprækker og åbninger på både drenge- og pigetoiletter. Når lærerne kom til stede, stod alle med verdens mest uskyldige blik og vaskede hænder eller lignende. På spørgsmålet om, hvor røgen kom fra, blev alle ansigter ét stort spørgsmålstegn. Troede de virkelig, at nogen røg?

I 1970’erne var det helt almindeligt, at der blev pulset løs på byens skoler – både blandt lærerne og hos de ældste elever. Lærerne havde gjort det i flere år, men nu fik de ældste elever også lov at snuppe en smøg. Det vil sige, på Odense Friskole var det kun drengene, der fik lov. Pæne piger røg ikke!

Ligestillingen ramte også skolerne, så de ældste piger også måtte ryge. Det blev nogle steder diskuteret, om eleverne skulle have et sted, hvor de i ro og mag kunne pulse løs. På Odense Friskole oprettede man f.eks. en rygegård. Det gav fred og ro på toiletterne.

I begyndelsen af 1990’erne måtte de ældste elever ryge på godt 92 procent af landets skoler, selv om ingen kunne være i tvivl om, at der var en direkte sammenhæng mellem rygning og en lang række sygdomme. Men ikke nok med det: På op mod 42 procent af skolerne var det helt normalt, at lærerne røg i skolegården. Et skidt signal, da lærerne skulle være rollemodeller for eleverne – faktisk antydede en undersøgelse, at jo flere lærere, der røg på skolen, des flere elever røg. På mange skoler var der heller ikke en formaliseret undervisning i tobakkens skadelige virkninger, ligesom der ikke var en skriftligt formuleret rygepolitik.

En ny kultur var dog ved at brede sig. Rygerne var ved at blive ”klemt”, og lovgivningsmæssigt var rygerne på tilbagetog, f.eks. på restauranter og hoteller. På Odenses skoler var det dog mildt sagt stadig noget løst med hensyn til rygepolitikken. Derfor udløste en undersøgelse, der viste, at der i 1992 stadigvæk blev oset gevaldigt på de odenseanske skoler, også en heftig diskussion. Og derefter fik skolerne en rygepolitik, så de større elever kun måtte ryge, hvis forældrene havde givet en skriftlig tilladelse.

Men på lærerværelserne delte røgen stadig folk. De enkelte skoler fik deres egne løsninger. På Rosengårdskolen fik man sat en gennemsigtig glasvæg op på lærerværelset, så rygerne blev skilt fra ikke-rygerne. Da Danmarks Lærerforening i 1999 foreslog, at skolerne i fremtiden skulle være røgfri – ikke bare for elever, men også for lærerne – blev det ikke just modtaget med jubel. Det var rent formynderi!

Siden har diskussionen raset med mellemrum. Sidste år tog rådmand Susanne Crawley Larsen så initiativ til at forbyde børn og unge at ryge i skoletiden på kommunens folkeskoler.