Skøjteløb i Munke Mose

 

B0100225

Ulasteligt klædte skøjteløbere på en tilfrosset bane i Munke Mose omkring 1900 (Stadsarkivet).

 

Skøjteløb i Munke Mose

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Munke Mose har for længst passeret de 100 år, og endnu længere har stedet været et yndet udflugtsmål. Her lærte mange f.eks. at stå på skøjter.

Fra 1860’erne kom det på mode at løbe på skøjter. Nye amerikanske stålskøjter, der blev skruet på støvlerne, gav helt nye muligheder for at boltre sig på isen. I Odense blev der løbet på skøjter flere steder, og i 1871 så Odense Skøjteløberforening dagens lys.

Foreningen indledte straks jagten på en god skøjtebane, og man fik aftaler med forskellige lodsejere i byens udkant. Banerne var dog for ringe, hvorfor foreningen i 1886 lejede to engparceller i Munke Mose. Der blev i 1900 også købt en stor pavillon, som havde været brugt til en jagtudstilling ved den store landmandsforsamling i Odense tidligere på året. Den blev lavet om til restauration.

Skøjteløb var vinterens helt store forlystelse, når frostgraderne tillod det. Odense Skøjteløberforening talte ved indgangen til 1900-tallet 600 700 medlemmer – et imponerende medlemstal. Skøjteløb i Munke Mose var adspredelse for borgerskabets unge, og selskabeligheden spillede en fremtrædende rolle.

Foreningen havde mange kvindelige medlemmer – noget der ellers var sjældent i datidens idrætsliv. På isen løb de langskørtede piger i frakke med pelskrave og med hænderne samlet i en muffe, mens de unge mænd i jakkesæt og stramme bukser holdt hænderne på ryggen. I halvmørket på skøjtebanen tillod ungdommen sig dog friheder, som ellers var den nægtet. For mange blev parløbet til en stille flirt i tusmørket.

På deres spadseretur om aftenen slog folk gerne et slag forbi skøjtebanen: ”Det synes mere og mere at blive skik og brug, at folk benytter skøjteløberbanen som promenadeplads”, hed det i et læserbrev fra 1897: ”Dette er såre uheldigt, da de skøjteløbende generes meget i deres bevægelser af sådanne ”pasgængere”…”.

Den lokale presse skrev begejstret om den sunde skøjtesport: “Naturligvis har skøjteløbningen forskellige uheld at opvise. Et ungt par slog sig i går et hul i hovedet, og en dame brækkede benet om aftenen, og desuden kan noteres flere skrammer, forstuvede fingre o.lign., men sporten er alligevel fornøjelig og sund”.

Skøjteløb var en selskabssport, men der blev også arrangeret enkelte konkurrencer i kunstløb, hurtigløb og baglænsløb! Under konkurrencerne var skøjtebanen oplyst af fakler, og et lokalt musikkorps musicerede lystigt under og efter løbene.

Da 1800 tallet sang på sidste vers, havde skøjteløberne gyldne dage, men foreningens storhedstid skulle snart rinde ud. Fra vinteren 1914 15 flyttede skøjtebanen til et område ved Allégades forlængelse, som foreningen delte med boldklubben OB. Det var derfor nærliggende at smelte de to foreninger sammen under navnet Odense Boldklub og Skøjteløberforening, men trods navnet var der reelt tale om, at skøjteløberne blev opslugt af Odense Boldklub – og her gled skøjtesporten snart i baggrunden.