Med mod og kvindehjerte

Frida Schmidt (1849-1934)
Frida Schmidt (1849-1934) fotograferet omkring 1890, da hun for alvor engagerede sig i kvindesagen (Louise Olivarius fot., Stadsarkivet).
Frida Schmidts ejendom, Skt. Knuds Gade 24.
Frida Schmidts ejendom, Skt. Knuds Gade 24, mens hun sammen med lillesøsteren, Eugenie, drev handelsskole på stedet. I 1915 plantede søstrene en eg i haven til minde om kvindevalgretten fra same år – en slags protest mod, at Dansk Kvindesamfunds Odensekreds ikke fik lov at markere valgrettens indførelse på en sten i Munke Mose (Stadsarkivet).

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Et af de navne, der nu bliver hædret på rådhusets mindevæg, tilhører en lokal pioner for kvindesagen, lærerinde Frida Schmidt (1849-1934).

Kampen for kvindernes ligeberettigelse har lange rødder, og oprettelsen af Dansk Kvindesamfund i 1871 var et vigtigt skridt. På det tidspunkt var Frida Schmidt en ung kvinde, født som nr. 4 i en børneflok på 10. Hendes far var by- og herredsfuldmægtig i Middelfart, men skiftede i 1850’erne spor og blev selvstændig prokurator. Hjemmet var beskedent, men frisindet, og forældrene så gerne, at også døtrene fik en uddannelse.

I første omgang kom Frida efter sin konfirmation til at bistå faderen på kontoret, og her oplevede hun at blive tiltalt ”Hr. frøken” – kvindelige kontordamer var dengang virkelig et særsyn! Som 18-årig rejste hun til København og uddannede sig et år til privatlærerinde hos skolepioneren Nathalie Zahle. Hun vendte hurtigt næsen hjem igen, blev så huslærer i Himmerland, før hun 1873-78 var tilbage i fødebyen og drev en lille privatskole. I 1880 flyttede faderen sin sagførerpraksis til Odense, og det meste af familien flyttede med, deriblandt Frida.

I Odense delte hun sin tid mellem kontorarbejde og undervisning, bl.a. på Odense Friskole i Bjergegade, men hun interesserede sig også tidligt for kvindesagen, næppe uden sammenhæng med hendes egne oplevelser på sagførerkontoret og sikkert godt hjulpet på vej af ungdomsveninden, pædagogen Ida Falbe-Hansen, der stammede fra Odense, og som i 1885 tog initiativ til tidsskriftet Kvinden og samfundet (der stadig udkommer). Året forinden besluttede Frida at købe en ejendom, Skt. Knuds Gade 24, som snart blev rammen om hendes og en søsters private handelsskole. Den drev de indtil 1920’erne, og her boede de privat.

Frida havde tidligt fokus på politik, og da kvindevalgretsbevægelsen greb om sig, stiftede hun og nogle bekendte en lokalafdeling af kvindevalgretsforeningen. Den 9. juni 1890 var hun en af de to initiativtagere til det møde, der mundede ud i oprettelsen af Dansk Kvindesamfunds Odenseafdeling, og her blev hun en helt central figur i de følgende årtier.

Nogenlunde samtidig forsøgte hun ved en valghandling i Odense at stille spørgsmål om kvindernes stilling, men blev afvist af valgbestyrelsens formand, borgmester G. Koch. ”Det kan slet ikke lade sig gøre”, erklærede han! Andre steder i landet havde kvinder nok kunnet få lov at stille spørgsmål, og efter en klage til Folketinget lykkedes det ved et følgende valg Frida at komme til orde. Nu accepterede Koch hendes anmodning ”af galanteri mod damerne”, men det behagede skam ikke Frida, der i stedet krævede retfærdighed! Og da hun havde fået ordet, vaklede hun ikke: ”Folk ville tale med. Men så sagde jeg: Nu er det mig, der har ordet, vil De behage at tie stille, og det hjalp. Der blev musestille”.

Frida stod også forrest i kampen mod den offentlige prostitution og viste gang på gang, at hun havde både mod og kvindehjerte til at prioritere kampen for sine kønsfællers rettigheder. En sand pioner!