Modstanderne dukkede aldrig op til 2. halvleg

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Amtslæge Hjalmar Heerup fotograferet i oktober 1949. Som amtslæge boede han i Albanigade 54 – tæt ved epidemisygehuset, men før han kom til Odense var lægen med til at vinde guld i fodbold ved De Olympiske Lege i Athen i 1906. Det er den eneste guldmedalje ved OL i fodbold, som Danmark har vundet, og så bliver den end ikke anerkendt som en rigtig OL-medalje (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet).

Tusindvis af odenseanske børn blev mellem 1930 og 1956 vaccineret af Hjalmar Heerup (1886-1961), der var amtslæge i Odense og chef for epidemisygehuset. Det var dog nok de færreste af børnene, der spekulerede over, at de fik deres stik af en tidligere topspiller og OL-guldvinder i fodbold.

Det danske fodboldlandshold er kun to gange nået helt til tops ved et internationalt mesterskab. De fleste har hørt om EM-triumfen i 1992, mens det nok er de færreste, der ved, at Danmark også har vundet olympisk guld. Det var i 1906, da Athen lagde græs til ekstraordinære sommerlege, der skulle markere 10-året for skabelsen af de moderne olympiske lege. I samtiden blev disse lege betragtet som rigtige olympiske lege, men alligevel blev resultaterne aldrig officielt anerkendt.

DBU havde ikke råd til at sende et landshold af sted, men de københavnske boldklubber mente godt, at man kunne finde en gruppe spillere, der havde tid og selv ville betale for at deltage. Der blev fundet 12 spillere fra fire forskellige klubber. Hjalmar Heerup, der var født i Frederiksværk, kom med som sidste mand. Matematikeren Harald Bohr, en bror til den kendte Niels Bohr, kunne mod forventning ikke deltage, og så blev der plads til Heerup.

Den olympiske turnering i 1906 blev ikke det store tilløbsstykke. Store fodboldlande som England, Tyskland, Frankrig, Holland og Østrig blev væk. Så gode råd var dyre – der skulle jo mindst tre-fire hold til at lave en turnering, men så fandt man tre græske hold.

Danskerne vandt den første kamp 5-1 over et hold fra Smyrna – der dengang var en græsk havneby, men nu er tyrkisk under navnet Izmir. Næste kamp var mod holdet fra Athen, og om det fortalte Heerup, at de ”kunne slet ikke spille fodbold. Vi vidste intet om dem på forhånd og gik på banen forberedt på det værste”, men efter 1. halvleg stod det 9-0 til danskerne. ”Så ville de ikke være med mere. De sagde, vi grinede ad dem, og det har sikkert ikke været helt forkert. De låste sig inde i omklædningsrummet, og 2. halvleg blev aldrig spillet”.

Elever fra Munkebjergskolen bliver krydset af forud for stikket med poliovaccinen i april 1955. Afkrydsningen blev nøje overvåget af amtslæge Hjalmar Heerup, der stod for vaccinationen. Gav vide om de små purke vidste, at det var en tidligere OL-guldvinder i fodbold, der gav den stikket? (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet).

Næste dag skrev et græsk dagblad ifølge Heerup, at der var blevet spillet en fodboldkamp mellem et græsk og et dansk hold. ”Spillet var nogenlunde jævnbyrdigt, men efter tre kvarter lykkedes det dog danskerne at vinde” med 9 mål mod 0. ”Det kan man da kalde fiks journalistik”, lød Hjalmar Heerups kommentar.

Med sejren var de olympiske guldmedaljer hjemme til Danmark. Hverken DBU eller FIFA har dog anerkendt kampene som rigtige landskampe.

Efter sejren vendte Hjalmar Heerup tilbage til lægestudiet, og fodboldkarrieren blev snart indstillet. Efter eksamen i 1911 blev han blandt andet læge på Færøerne, inden han i 1930 tiltrådte stillingen som amtslæge i Odense. Da han i 1956 fyldte 70 år, trådte han tilbage og døde fem år senere.