Modstandsbevægelsen lyttede med

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

I begyndelsen af januar 1945 blev aflytningen af Gestapos telefoner flyttet fra en lejlighed på Hans Rasmussens Vej 21 til Bjerregårdsvej. Det var en heldig beslutning. Lejligheden blev kort efter bombesprængt af Gestapo, da lejligheden vistnok også havde været hjemsted for andre illegale aktiviteter. Spærngning var så voldsom, at den gik ud over omkringliggende ejendomme. Her er den ødelagte ejendom set fra Rødegårdsvej (Stadsarkivet).

I oktober 1943 indrettede Gestapo sit fynske hovedkvarter på Husmandsskolen i Tarup. Sidst på året forsøgte den lokale modstandsbevægelse at få etableret en aflytning af Gestapos telefoner, så den kunne følge med i, hvad der rørte sig. Risikoen for at blive opdaget var imidlertid for stor, hvis man anvendte en for enkel løsning, og det var derfor først, da modstandsbevægelsens Fynsledelse gennem grosserer Hans Muus fik kontakt til overingeniør ved Fyns kommunale Telefonselskab, W. Hjort, at der kom skred i tingene.

Hjort fik to telefonmekanikere til at lave de tekniske installationer, som gjorde aflytningen mulig. Det foregik ved at skabe et krydsfelt, så husmandskolens telefoner på telefoncentralen blev forbundet med linjen til det sted, hvor aflytningen skulle foregå. Den ekstra ledning blev lavet sådan, at hvis den blev opdaget, og man trak i den for at finde ud af, hvor den førte hen, ville tråden gå i stykker.

Det første forsøg på aflytning fandt sted i foråret 1944 fra en lejlighed på Drewsensvej. Senere blev der etableret aflytning fra Hjorts hus på Carl Bernhards Vej 25.

Uddrag af aflytningsrapporten. Her får Gestapo et tip om, hvor modstandsmanden Børge Poulsen befinder sig. Det lykkedes at få advaret Børge Poulsen, så han og hustruen slap væk (Stadsarkivet).

De første aflytninger var spredte og tilfældige, men i juni besluttede Fynsledelsen sig for en systematisk aflytning. Der blev lavet forbindelse til en lejlighed på Chr. Richardts Vej, hvor man også trykte det illegale blad Trods Alt. Den tyske kommunist Ernst Pudlich blev den første aflytter. Han var i 1935 flygtet til Danmark, da han var eftersøgt af Gestapo. Desværre var Pudlich tunghør. Det gav store udfordringer, og opgaven blev derfor fra den 5. juli overdraget til sønderjyden Jürgen Heinrich Petersen (senere navneforandring til Jørgen Adelgod). Han forstod tysk, men skrev samtalerne ned på dansk og blev en nøglefigur i aflytningen.

Modstandsbevægelsens ledelse blev hurtigt klar over, at de oplysninger, man fik fra aflytningen, var af stor betydning. Derfor kom flere ”aflyttere” i funktion, så samme mand ikke skulle arbejde i døgndrift. Aflytningsstederne blev også flyttet rundt, først og fremmest af sikkerhedsmæssige årsager. Andre aflytningssteder var f.eks. Hans Rasmussens Vej 21, Bjerregårdsvej 4, Hans Muus’ lejlighed på Hjallesevej og Nørregade 47. Flere gange var det ved at gå galt, men hver gang lykkedes det at slippe væk.
Aflytningen var et krævende arbejde. Man skulle være dygtig til tysk og helst kunne ”stenografere” og skrive på maskine. Det var også en fordel at kende besættelsesmagtens organisation og opbygning.

Selv om Gestapofolkene efterhånden fandt ud af, at de blev aflyttet, så var man næppe klar over omfanget. Aflytningerne gav modstandsbevægelsen et forspring. Der blev opsnappet mange værdifulde oplysninger. Når stikkere ringede ind og angav en sabotør, så var der mulighed for at advare. På den måde reddede aflytningen givetvis menneskeliv. Alle personer, der angav oplysninger til Gestapo, blev registeret, og det blev vurderet, om de var farlige for modstandsbevægelsen.

Efter bombningen af Husmandskolen i april 1945 flyttede Gestapos hovedkvarter til Grand Hotel. Allerede nogle dage senere var aflytningen af telefonerne genetableret og fungerede frem til befrielsen.