af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen
Når luftalarmen lød, skyndte folk sig ned i beskyttelsesrummet, der på Hannerupgårdsvej 12 lå i kælderen under huset. ”Når man kom ned ad trappen, lå viktualierummene til højre”, skriver Birte Overgaard i sine erindringer fra 2. verdenskrig. De er trykt i Odense Fortæller. ”Den ende mod viktualierummene blev brugt som beskyttelsesrum, så der blev sat stole, et lille bord og lagt nogle tæpper. Her kunne vi sidde og vente på, at sirenen blæste alarmen af”.
Foran alle husets kældervinduer lå sandsække, og ved nedgangen til kælderen var lagt flere sække oven på hinanden. ”Mor plantede blomster i en kasse oven på sandsækkene, så det så lidt hyggeligt ud. I beskyttelsesrummet var også nogle spil og puslespil, som blev lagt mange gange – gerne på tid”.
For Birte Overgaard og familien blev det til mange timer i beskyttelsesrummet sammen med husets øvrige beboere. Det var dog ikke alle, der kunne søge tilflugt i en kælder, og derfor blev der bygget bunkers. I april 1944 skrev Statens Civile Luftværn til Odense Kommune med en opfordring til, at antallet af offentlige tilflugtsrum blev udbygget, så der blev plads til 25 % af befolkningen. Det gjaldt også de omkringliggende forstadskommuner, der var præget af villakvarterer, hvor der endnu ikke var opført bunkers.
Stadsingeniør H.V. Rygner fik til opgave at lave planen for Odense Kommune og fordelte dem efter, hvor der boede flest folk. Det var et større puslespil at få planen til at gå op, og stadsingeniørens folk blev sendt rundt på rekognoscering.
Sidst i maj dumpede en ny besked ind på Stadsingeniørens kontor. Der var nemlig mangel på jern og cement, og derfor måtte antallet af bunkers barberes ned og planen ændres. Nu blev der også taget hensyn til, hvor folk befandt sig, når de var på arbejde.
I sommeren 1944 blev de nye planer godkendt. Flere jyske byer og København var allerede i gang, og nu sprang Odense også med på vognen, så byen kunne være forberedt med bunkers, hvis krigstilstanden i Danmark blev skærpet. Det var tanken at bygge både runde og rørformede bunkers i yderkvartererne, mens den indre by allerede var forholdsvis velforsynet med beskyttelsesrum. Der blev dog planlagt et par stykker i Kongens Have.
Et par af byens tømrermestre gik straks i gang med opførelsen af de træ-skeletter, der skulle bruges til støbning, og sidst i juli kunne også entreprenørfirmaet Hans Jørgensen & Søn endelig sætte spaden i jorden.
Bunkersbyggeriet gik dog trægt, oplyste Fyens Stiftstidende senere på året.
Arbejdet med opførelsen af de ca. 340 bunkers skred kun langsomt fremad, blandt andet fordi flere af dem skulle opføres på privat grund. Men byggeriet fik også andre udfordringer. Det gik ganske godt med støbningen af cementskeletterne, men det kneb med inventaret. Det var simpelt hen vanskeligt at skaffe træ til inventar.
Efter krigens ophør blev arbejdet med bunkers standset, og enkelte af de påbegyndte bunkers blev sløjfet igen.
Om Odense 