Nedskydningen af Christgau

60100003

Menneskehav på Flakhaven på befrielsesdagen den 5. maj 1945. Bagest Vestergade med bl.a. Christgaus kaffeforretning (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet).

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Det sidste år af besættelsen blev blodigt med mange stikkerlikvideringer, og tyskerne svarede kraftigt igen med modterror og clearingmord – altså hævndrab på kendte og vellidte danskere.

I februar 1945 likviderede en gruppe lokale modstandsfolk flere danske nazister og stikkere. Det skabte en del postyr i det tyske hovedkvarter på Husmandsskolen. Nogle af tyskernes vigtigste meddelere var blevet ryddet af vejen, og da det lykkedes at befri en såret modstandsmand fra sygehuset, brød helvede løs.

Den såkaldte Petergruppe, der blev oprettet af besættelsesmagten i slutningen af 1943, kom til byen. Gruppen bestod af tyske SS-folk og danske håndlangere, der øvede kontrasabotage – altså svar på modstandsbevægelsens sabotageaktioner.

Petergruppen havde allerede før balladen i Odense været på vej hertil, da der var kommet en ordre fra Berlin om, at der skulle skrues op for modterroren. Den 19. februar ankom flere af gruppens medlemmer til Odense med en befaling om at skyde 8-12 odenseanere og sprænge flere bygninger som hævn for modstandsbevægelsens aktioner. En række kendte odenseanere og virksomheder var allerede udpeget som mål for aktionen, og sidst på eftermiddagen gik Petergruppen i aktion, da en elektroinstallatør på Middelfartvej blev skudt ned.

Næste morgen gik dødsruten videre til lægeboligerne ved sygehuset, hvor fire yngre læger blev dræbt. Herfra drog mordbanden til Istedvænget, hvor teaterdirektør Helge Rungwald boede. Teaterdirektøren havde længe været en torn i øjet på tyskerne, da teatret angiveligt kun spillede engelske stykker. Aktionen gik dog i vasken, og mordbanden kørte derfor videre til den svenske konsul, kaffegrosserer Gustav Christgaus hjem på Hunderupvej 220.

Konsul Christgau havde i 1937 overtaget kaffefirmaet Aug. Christgau efter sin far. Den blot 44-årige kaffegrosserer havde gennem længere tid følt sig truet på livet – og ikke helt uden grund. Tyskerne anså ham for fjendtligt indstillet og mistænkte ham for at støtte modstandsbevægelsen – ja, måske endda som medlem af dens ledelse.

Da Petergruppen ankom til den store villa, havde huset været under observation aftenen forinden. Belært af gruppens erfaringer bankede man ikke på denne gang. Gruppens leder, Kai Henning Bothildsen Nielsen, smadrede blot verandadøren med sin pistol, stak hånden ind og lukkede døren op. Selv løb han og to andre op på førstesalen, mens en fjerde person holdt vagt i stueetagen. På førstesalen hørtes stemmer fra soveværelset. Der blev banket på døren, og Christgau åbnede døren iført nattøj. Alle husets beboere blev bedt om at komme i tøjet, da villaen tilsyneladende ville blive sprængt i luften. Husets beboere – bortset fra konsulen – blev derpå ført ind i et andet værelse. Imens klædte den rædselsslagne Gustav Christgau sig på og forsøgte at overbevise Bothildsen Nielsen om, at han aldrig havde deltaget i illegalt arbejde, men løbet var kørt. Christgau var dødsdømt, og da han bøjede sig ned for at tage sko på, skød Bothildsen Nielsen ham i hovedet med fire-fem skud.

Senere på dagen blev endnu en person dræbt af Petergruppen, der også lavede flere bombesprængninger i midtbyen.