Nej, jeg er militærnægter

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Torvehandel på Albani Torv i 1940 – set fra Vægtergårdens tårn. Barakken med det flade tag på torvet var en bladkiosk, som forsvandt lidt efter krigen. På begge sider af den lille bygning ses nedgangene til den offentlige toiletter, som lå under torvet fra 1932 til 1992. Disse toiletter var en yndet tilholdssted for byens homoseksuelle (Stadsarkivet).

Axel Madsen voksede op hos adoptivforældre i Brændekilde, men den nærliggende storby lokkede. På cykel besøgte han gerne byen blandt andet for at gå på biblioteket. Han lånte i begyndelsen af 1930’erne et hav af bøger, men gik også gerne i Folketeatret – der var ikke penge til det ”rigtige” teater i Jernbanegade.

En aften, han dryssede rundt i Munke Mose, stillede han sig ud på broen og så ned i vandet. En enlig herre, der stod tæt ved, spurgte ham pludselig: ”Er du bøsse?” Spørgsmålet overraskede Axel, der lettere febrilsk svarede: ”Nej, jeg er militærnægter”!

Munke Mose var allerede i mellemkrigsårene blevet et yndet tilholdssted for byens homoseksuelle. Den unge Axel anede dog ikke noget om at være homoseksuel. Den slags blev der ikke talt om i barndomshjemmet, men han mærkede, at han var anderledes.

Fra samfundets side var der længe blevet set skævt til homoseksuelle, men i 1933 trådte en ny lov i kraft. Den gjorde det for første gang lovligt for to personer af samme køn at dyrke sex, når de var fyldt 18 år – hvis en ældre mand “forførte” en yngre, var aldersgrænsen dog 21 år.

Axel Madsen fyldte 18 år i 1933, men han havde ingen anelse om, at loven eksisterede. Han var dog begyndt at blive nysgerrig på sin seksualitet. Under et af sine besøg i Odense fandt han i en kiosk et hæfte i en brun lukket kuvert. ”Må kun sælges til personer over 18 år”, stod der udenpå. Indeni lå en beskrivelse af homoseksualitet – noget han aldrig havde hørt om før.

På trods af loven blev der i 1930’ernes Danmark ikke talt meget om homoseksualitet i offentligheden. Flere fremtrædende forskere mente stadig, at homoseksualitet var udtryk for en genetisk fejl – en tragisk sygdom, som man ikke selv var herre over. Derfor så man på homoseksuelle individer som en slags tragedie.

Morgendisen hænger over Munke Mose i 1945. Parken var fra 1930’erne tilholdssted for byens homoseksuelle miljø. Homoseksualitet blev legaliseret i Danmark i 1933, men blev stadig set som en sygdom og alvorlig trussel mod samfundet og den sunde heteroseksualitet (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet).

Odenses homoseksuelle havde i 1930’erne ikke nogen forening, hvor de kunne mødes. Derfor måtte de ty til parker, offentlige toiletter eller private hjem. Axel begyndte at besøge datidens to mødesteder for homoseksuelle i Odense: Efter mørkets frembrud i Munke Mose og på de offentlige toiletter ved Albani Torv. Her mødte han ligesindede, som fortalte mere om, hvad det ville sige at være homoseksuel.

Axel blev tidligt politisk aktiv, men efter at være uddannet som skrædder forlod han Fyn. Han indskrev sig i Danmarkshistorien ved at stifte Kredsen af 1948 (i dag LGBT Danmark), få slettet homoseksualitet som en sygdom og ikke mindst ved sammen med partneren Eigil at blive verdens første homoseksuelle par, som indgik registreret partnerskab. Det var den 1. oktober 1989 – 40 år efter parrets forlovelse. De tog det fælles efternavn Axgil, som er en kombination af deres fornavne. Axel døde den 29. oktober 2011; han blev 96 år gammel.

I 2012 blev det muligt for homoseksuelle at gifte sig i folkekirken, noget, der stadig er omstridt.