Nytårsaften med tryk på

B0023090d

Skinnet bedrager. Alt ånder fred og idyl på Sigurd Triers foto fra Flakhaven 1898, men få måneder før havde brandvæsenet skyllet feststemte odenseanere bort fra pladsen (Stadsarkivet).

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

Markeringen af årets sidste aften adskiller sig givetvis på mange punkter fra, hvordan fejringen fandt sted for 50 og 100 år siden.

Det vil ældre odenseanere kunne fortælle meget om. Men ingen af dem kan vist huske tilbage til den tilstand i den fynske hovedstad, som folkelivsforskeren Christine Reimer skrev om i 1913, rigtignok i datid: ”Der var en tid, da byens folk i Odense nytårsmidnat samledes på torvet for at ønske hverandre et glædeligt nytår og høre kirkeklokkerne fra Skt. Knuds Kirke ringe ud over byen. Nu tier stiftskirkens ærværdige klokker nytårsaften. Knallerterne har ordet. Men fyrværkerislagene er knap så stemningsfulde at lytte til i årsskiftets betydningsfulde stund”.

Christine Reimer var godt og grundigt forarget over de mange penge, der nu blev brugt til ”urostiftende løjer”, og selv om fyrværkeriet måske skulle bruges til at holde mørkets magter fra livet, opfordrede hun til, at forbrugerne vendte pengene ti gange i hånden, før de gav dem så unyttigt ud. Tilmed til noget, som smagte af gammel overtro.

Det kunne lyde, som om alt tidligere havde været idyl på byens centrale plads, men i 1890’erne var det i hvert fald ikke tilfældet. I 1897 havde det odenseanske politi fået ny ledelse, bestående af en konstitueret politimester, Axel Petersen, og hans næstkommanderende, politiassistent og senere højesteretsdommer Chr. Riise. De forlangte øjensynligt, at politivedtægten skulle overholdes til punkt og prikke, men når folk var oplagt til skæg og ballade – som på nytårsaften – kunne det være en noget snæver tilgang til problemerne.

Politistationen lå dengang på rådhuset, og nytårsaften 1897 tog uroen et sådant omfang, at politistationens ruder ud mod Flakhaven ikke kunne være i fred. I denne situation handlede politiet resolut, idet man fik fat i brandvæsenet, som så at sige spulede ballademagerne væk, efter at der var kommet tryk på slangerne.

I de følgende år kom det flere gange til optøjer i byen på årets sidste aften, men allerede i 1898 havde politiet dog taget ved lære. Ved den lejlighed lokkede man simpelt hen uromagerne ind i rådhusets indre gård under foregivende af, at politiet ville trække sig tilbage, men da man var kommet ind i gården, lukkede man portene. Så kunne man tage 37 af de værste og komme i detentionen i rådhusets kælder (en del af den nuværende restaurant Bryggeriet), selv om der egentlig kun var plads til fem liggende gæster. Det lagde en dæmper på gemytterne.

Efter alt at dømme kom brandvæsenet ikke senere i brug som ordensmagtens forlængede arm vendt mod uromagere på en nytårsaften. Det ville de gode brandfolk nok også betakke sig for.