af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Da cyklen fik sit folkelige gennembrud omkring år 1900, kørte mange odenseanere rundt på cykler, der var produceret i Odense. Allerede sidst i 1800-tallet kastede de første fingersnilde, lokale håndværkere sig ud i at lave ”cykler”.
De første cykler var tunge og primitive, men nye og lettere cykeltyper med kædetræk og gummihjul vandt frem i 1890’erne, og så blev der også plads til de første cykelforretninger. Her forhandlede man gerne udenlandske cykelmærker, men snart skabte man også en vis egenproduktion. Det gjaldt f.eks. Thomas B. Thrige, der nogle år reparerede cykler i et lille baghus ved Odense Å. Thrige, der begyndte i 1894, var meget optaget af cyklen, der var blevet et praktisk transportmiddel i en moderne by.
Thrige var ikke ene om at se muligheder i cyklen. Samme år som Thrige grundlagde sin virksomhed, slog også firmaet Smith & Co. dørene op ved Klingenberg – ikke langt fra Thrige. SCO blev oprettet af Robert Jacobsen og Ivar Smith som en isenkramforretning, men fik hurtigt også gang i salget af cykler. Cyklerne fik man fra cykelfabrikken Grand i Nr. Aaby. Cykelsalget skete i den del af huset, der vendte ud mod Klingenberg, og det gik strygende. Derfor gik firmaet i gang med at producere sine egne cykler, og grundlaget for den senere så kendte SCO-cykel var lagt.

Alle skulle have cykler, og Smith & Co. sprængte hurtigt rammerne og flyttede lidt rundt, indtil man i 1916 byggede en cykelfabrik på en bar mark ved Kochsgade. SCO producerede både herre- og damecykler, og med flytningen til Kochsgade kom der også gang i fremstillingen af børnecykler.
SCO var dog ikke alene på banen. Af andre ganske vist mindre cykelfabrikanter i Odense kan nævnes N.C. Bang i Frue Kirkestræde og Frederik Rasmussen i Slotsgade, der begge begyndte som en gros-firmaer. N.C. Bangs cykler blev solgt under navnet NCB, mens Frederik Rasmussens egne cykler hed Skjold.
I 1935 slog R.P. Egedesø sig på produktion af komponenter og reservedele til cykler, men problemer under krigen gjorde, at han kastede sig over montering af hele cykler. Cykelstellene blev leveret af en ung mand ved navn Børge Kildemoes, der drev en cykelforretning i Skt. Jørgens Gade. Ud af dette voksede både cykelmærket Everton i Tarup og Kildemoes i Nr. Lyndelse.

Helt frem til 1980’erne havde Odense stadig flere cykelfabrikker, men så gik det jævnt nedad. Konkurrencen fra udlandet blev hårdere, og SCO’s aktiviteter i Kochsgade blev færre og færre. I 1989 blev cykelmonteringsafdelingen flyttet til datterselskabet Grand A/S i Nr. Aaby, som allerede nogle år før havde overtaget andre dele af produktionen.
Tilbage i Kochsgade var kun salget af cykler, ekspedition af reservedele og lager for færdige cykler. I 1995 overtog virksomheden cykelkonkurrenten Everton, som i 1987 var kommet i Albanibryggeriernes eje. Produktionen af Evertoncykler fortsatte i Nr. Aaby, men i 1996 trak Smith & Co. sig helt fra cykelproduktionen. Et enestående stykke odenseansk cykelhistorie var forbi.