Op, ned, op, ned

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Udvidelsen af Odense Rådhus var i fuld gang, da dette foto blev taget i 1942. Nedrivning af husene i Skomagerstræde var foretaget, derfor ses plankeværk foran tårnet. Rådhustårnet stod endnu, men ikke lang tid efter blev det revet ned (Stadsarkivet).

Rådhustårnet skal rives ned. Det kunne man læse i byens aviser for 80 år siden. Byen havde vokseværk, og det samme havde den kommunale administration. Derfor skulle rådhuset udvides, og det gik ud over det gamle tårn. ”Sagen er den”, oplyste borgmester I. Vilh. Werner efter et byrådsmøde i december 1941, ”at det simpelt hen er nødvendigt at rive tårnet ned nu for at komme videre med arbejdet. Vi kan ikke få den ny hovedindgang til rådhuset anbragt, hvis vi ikke får tårnet fjernet”.

På spørgsmålet, om der skulle opføres et nyt tårn, var borgmestersvaret mere uklart. Det skulle der ”velsagtens”, oplyste borgmesteren, men der var endnu ikke taget nogen endelig beslutning herom. Byrådet havde blot vedtaget, at det gamle, 44 meter høje tårn skulle rives ned, og at det skulle ske så hurtigt som muligt.

Rådhustårnet havde altid været omstridt – tidligere har vi skrevet om besværlighederne, da tårnet blev opført i årene 1881-83. I 1937 besluttede byrådet, at rådhuset skulle udvides mod øst, og arkitekt Bent Helweg-Møllers forslag vandt i en konkurrence, hvor der indkom 51 forslag. Da man først havde besluttet sig for Helweg-Møllers projekt, bestemte byrådet tillige, at udvidelsen skulle omfatte hele karreen hen til Skomagerstræde, og først i efteråret 1940 blev de bearbejdede planer præsenteret for offentligheden. På disse tegninger var det stadig meningen, at tårnet blev bevaret. Men arkitekten lagde ikke skjul på, at han gerne så det ”lavstammede tårn” fjernet og erstattet med et, der var højere og slankere. Det harmonerede dårligt med udvidelsen, og det stod i vejen for en fornyelse af rådhusets hovedtrappe – og arkitekten fik sin vilje.

I februar 1941 var Helweg-Møller klar med et forslag til et moderne tårn, der bedre passede til hans nye rådhus. Det var hele 67 meter højt og var tænkt som et monument over fire fremtrædende fynboer, nemlig H.C. Andersen, Carl Nielsen, H.C. Ørsted og Rasmus Rask.

Tabet af rådhustårnet var dog vemodigt. ”Det er vokset sammen med byens profil”, skrev maleren Herman Madsen i Fyns Tidende, og selv om politikerne havde stillet odenseanerne i udsigt, at der kunne bygges et nyt rådhustårn, var maleren ikke begejstret. ”Man må med det samme slå fast, at det er en aldeles utilgivelig meningsløshed at fjerne tårnet uden samtidig at fjerne facaden, de hører så ufravigeligt sammen”, mente Herman Madsen. Hvis man rev tårnet ned, ville det ødelægge den arkitektoniske helhed fra 1880’erne. Et nyt tårn i den foreslåede ”kubiske kassestil” ville være knyttet til rådhusudvidelsen, men ville ikke have nogen organisk forbindelse med Herholdts rådhus.

Med tårnet forsvandt også udsmykningen med freskomalerier af trappegangen inde i rådhustårnet. Udsmykningen var allerede omdiskuteret og havde kostet omkring 150.000 kr., da den blev lavet i midten af 1930’erne. Den havde fået voldsom kritik, og nu, blot nogle få år efter, forsvandt den igen. ”Der tænkes undertiden forfærdende kort inden for den offentlige administration”, mente Herman Madsen.