Overfyldte sygehuse og tvivlsomme husråd

7122ad

Epidemisygehuset i Bjergegade, opført 1892 efter tegning af kongelig bygningsinspektør J.Vilh. Petersen (Odense Bys Museer).

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

I andet halvår af 1918 kostede den spanske syge 245 personer livet i Odense – så sygdommen ramte langt voldsommere, end nutidens corona-virus har gjort det.

Samfundslivet lukkede imidlertid ikke ned i samme omfang som nu, blandt andet fordi lægevidenskaben ikke rigtigt vidste, hvad det var for en sygdom, der var i omløb. Man troede længde, at den skyldtes en bestemt bakterie. Andre hældede til, at sygdommen skyldtes et insekt – og atter andre, at sygdommen var muliggjort af anvendelsen af giftgas under verdenskrigen. Man var kort sagt i vildrede.

Det var dog ikke forgæves, at lægevidenskaben havde fået en voksende forståelse for hygiejnens betydning, når man ville forhindre smittespredning – og i Odense udsatte man skoleårets begyndelse og lukkede fra oktober igen gradvis skolerne. Først for enkelte klasser, men fra 25. oktober og året ud lå alle kommuneskoler stille. Eksamensklasser skulle med mellemrum møde i skolegårdene og få udleveret opgavesæt – og de måtte ved sådanne lejligheder ikke samle sig i større grupper, så ”social afstand” var allerede dengang i værktøjskassen.

Byens biografer blev lukket i seks uger, og da de kom i gang igen fra 6. december, havde børn og unge under 16 år i begyndelsen ikke adgang. Læseforeningen lukkede for udlån af bøger, og den kommunale læsesal blev også lukket for besøg. Til gengæld var kirkerne åbne, men gudstjenesterne måtte højst vare en halv time, og salmesang skulle udelades af frygt for smitte.

SpanskSyge1

Annonce for Albanis maltextraktøl, der efter sigende gjorde, at patienter med den spanske syge hurtigere genvandt kræfterne. Lægernes mangel på en effektiv behandling gav grobund for mange mere eller mindre fantasifulde kure. Fyens Stiftstidende 12.11.1918 (Lokalhistorisk Bibliotek).

Sygdommens voldsomme udbredelse satte sygehusene under et uhørt pres. På epidemisygehuset i Bjergegade nåede man i efteråret 1918 hurtigt til kapacitetsgrænsen, og snart måtte man inddrage en afdeling af Skt. Josephs Hospital på Hjallesevej. Kort tid efter måtte man også tage patienter med sygdommen ind på en af afdelingerne på sygehuset på Sdr. Boulevard. Men heller ikke det var nok, så byrådet følte sig tvunget til at stille Vestre Skole til rådighed som nødlazaret. Her blev der i de værste uger behandlet i alt 109 patienter, hvoraf 20 døde.

Med de mange dødsfald – og mange ofre i yngre aldersklasser – var den spanske syge årsag til mange lokale familietragedier som den om et møllerpar, der døde fra seks mindreårige børn. Samtidig førte sygdommen ofte familier i social nød – og der kom ekstra pres på fattighjælpen. Folketinget vedtog dog, at hjælpen ikke skulle have den normale virkning, nemlig tabet af valgret.

Nogen egentlig kur mod sygdommen kendte man ikke, men alskens husråd kom på banen – og det var ikke kun læger, der deltog i diskussionen. Troen på, at spiritus kunne kurere sygdommen, fik ikke nogen vid udbredelse her i landet, og det var nok også kun få, der gik med et stykke kalmus-rod i munden – det havde ellers tidligere været brugt forebyggende mod pest. Sundhedspersonalet – herunder byens omkring 30 læger – var under et voldsomt pres, og da det værste var ovre, udtrykte en læge på epidemisygehuset da også manges ønske: ”Lad os aldrig opleve en sådan tid igen”.