På vej til bunkebryllup

b0051316d

Møde i Ubberud Forsamlingshus den 19. november 1968. Sognerådsformanden Bent Vedel Jensen taler til fordel for sognekommunens ønske om at forblive selvstændig i forhold til kommunalreformen i 1970 (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet).

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Den 1. april 1970 var der bunkebryllup i Odense, da 11 forstads- og omegnskommuner samt Højby Sogn fra Årslev Kommune blev lagt sammen med Odense.

At omegnssogne eller dele af dem blev indlemmet i Odense Købstad, var ikke noget nyt. Siden det kommunale selvstyre blev indført i 1800-tallet, var der foretaget flere indlemmelser. Det begyndte allerede i 1879 med indlemmelser omkring Nørrebro, Skibhusvej, Nyborgvej og syd for bymidten, og det fortsatte for alvor med indlemmelsen af Skt. Knuds Landsogn med landsbyerne Bolbro og Hunderup i 1901. Baggrunden var byens vækst – både virksomheder og boligbebyggelser bredte sig uden for købstadens område.

Indlemmelserne var ikke altid uden problemer. Nogle jordejere kæmpede imod, fordi de kom ind under købstadens strengere byggeforskrifter og sundhedsvedtægter. Derimod førte indlemmelserne sjældent til skatteforhøjelser her og nu, da der ofte blev lavet overgangsordninger.

Men ikke alle sogne var velkomne i Odense. Det fik Skt. Hans Landsogn tydeligt at føle, da området fra 1905 gentagne gange søgte om indlemmelse i købstaden. Først i 1932 blev bestræbelsen kronet med held – meget imod det daværende byrådsflertals ønske. I 1936 blev også det noget mindre Vor Frue Landsogn indlemmet, men her blev beboerne budt hjertelig velkomne, fordi de både økonomisk og politisk stod nærmere byrådets flertal.

Efter 1930’ernes store indlemmelser blev der ro om kommuneinddelingen i et par årtier, men snart blev den voksende bys pladsproblemer atter synlige. I 1950 kom Odenses indbygger nummer 100.000 til verden, og her stabiliserede indbyggertallet sig i et par årtier. Helt anderledes så det ud i byens forstæder, der fra 1950’erne oplevede en slags nybyggertid med en eksplosiv tilvækst. Rigtig mange af de folk, der søgte mod Odense, flyttede ind i nye parcel- og rækkehuse i de mange forstæder, og samme vej bevægede mange odenseanere sig, da de økonomisk fik mulighed for at få opfyldt drømmen om eget hus.

Odense var med andre ord klemt inde af de omkringliggende sognekommuner. Man manglede jord til nybyggeri – og det var ikke mindst de økonomisk velstillede, der søgte uden for købstadens grænser, hvor de fik både i pose og i sæk. I forstæderne var skatten typisk lavere, og alligevel kunne de nye forstadsbeboere nyde godt af en lang række servicetilbud i byen. Det gjaldt f.eks. med hensyn til fritidsanlæg, biblioteker, museer og meget andet.

1900-tallet var også præget af, at kommunerne fik overladt stadig flere opgaver fra staten, men i mange af de voksende forstadskommuner kæmpede man med, at administrationen ikke helt var på omgangshøjde med udviklingen i den offentlige sektor. Behovet for en kommunalreform, der ændrede opgave- og byrdefordelingen mellem kommunerne, var efterhånden tydeligt.

I 1958 nedsatte Folketinget derfor en kommunallovskommission, der skulle overveje forholdene, men først i 1966 forelå en betænkning med forslag til en ny kommunestruktur. Den anbefalede først og fremmest, at kommunerne blev sluttet sammen til større enheder. Det kom også til at gælde i Odenseområdet.