Biskop Hans Øllgaard

 

b0059443

Biskop Hans Øllgaard (1888-1979) fotograferet på Assistenskirkegården i Odense i august 1947 i forbindelse med afsløring af en mindesten for en af hans forgængere i den fynske bispestol. (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet)

 

Protester mod biskoppen

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

I 1948 var Odense på alles læber, da den fynske biskop, Hans Øllgaard, den 28. april 1948 præsteviede tre kvinder, nemlig Johanne Andersen, Ruth Vermehren og Edith Brenneche Petersen. De blev ikke blot Danmarks første kvindelige præster, men de første kvinder i den protestantiske kirke, der blev præsteviet.

Gennem mellemkrigsårene var bølgerne til tider gået højt, når talen var faldet på kvindelige præster, og først efter en lovændring i 1947 fik kvinder adgang til folkekirkens embeder. Den næste hurdle bestod så i at finde en biskop, der ville stå for ordinationen. Det fandt man på Fyn, hvor biskop Øllgaard stod klar. Han var en usædvanlig markant personlighed, er det sagt om ham, fast indtil det stejle.

Hans Balthasar Lind Øllgaard stammede fra et lægehjem på Møn. Som nyudsprunget teologisk kandidat blev han i 1913 medhjælper ved Odense Domkirke hos den grundtvigske præst Emil Koch, som Øllgaard senere regnede som sin åndelige far. I 1920 blev han sognepræst i Asperup-Rorslev, inden han i 1938 blev Fyns biskop.

Øllgaard hørte klart hjemme på den grundtvigske fløj, men først og fremmest var han en frihedens mand, der sværgede til det frie ord og den frie meningsdannelse. Gennem de fem besættelsesår stod biskoppen for en meget klar anti-tysk holdning. På hans foranledning blev der i oktober 1943 i de fynske kirker oplæst en af ham forfattet protest mod jødeforfølgelsen – meget skarpere end bispernes samlede udtalelse. Godt et år senere fik han sæde i Danmarks Frihedsråd.

Da spørgsmålet om kvindelige præster blussede op, gik den fynske biskop ind i sagen, og som den eneste biskop var han som nævnt villig til at ordinere og føre tilsyn med kvindelige præster, også uden for Fyns Stift – hvilket krævede en såkaldt bispefrihedslov.

Biskoppens beslutning udløste en storm over landet. Tanken om kvindelige præster blev mødt med glødende modstand, ikke mindst i indre-missionske kredse, hvor man længe opretholdt modstanden mod kvindelige præster. Af Danmarks ni biskopper var kun Øllgaard og hans kollega i Roskilde tilhængere.

Biskop Øllgaard måtte finde sig i, at ukvemsord heglede ned over ham. Han modtog også flere trusselsbreve. 514 af landets præster sendte en adresse til regering og rigsdag – heri gav de udtryk for deres ”alvorlige bekymring” for folkekirkens enhed, hvis man ordinerede kvinder. Selv fra universiteterne i Uppsala og Lund kom der protester mod, at kvinder fik adgang til prædikestolen. Da pressen spurgte biskoppen, om han ville knytte en kommentar til protesten fra de kirkelige kredse, lød svaret blot: Det finder jeg ingen anledning til, jeg har jo svaret i går, da jeg foretog ordinationen.

Diskussionen om kvindelige præster blussede op med mellemrum, og endnu da biskop Øllgaard i 1958 fyldte 70 år og trak sig tilbage, satte emnet sindene i kog. Da Øllgaard døde i 1979, var mange af landets præster kvinder. Han ligger begravet på Assistenskirkegården, og hans fredede gravsten står side om side med hans læremester Emil Kochs gravminde.