Hans Rasmussen

 

b0056868

Ved indvielsen af Lindøværftet i november 1959 var smedenes formand, Hans Rasmussen, med i første række. Her fra venstre værftets direktør, Erik Ringsted, Hans Rasmussen, skibsreder A.P. Møller og statsminister H.C. Hansen (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet).

 

Den stærke smed fra Odense

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Ældre odenseanere kan huske Hans Rasmussen (1902-1996), der ikke mindst blev kendt som formand for Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund (nu Dansk Metal). Han blev ofte kaldt for den stærke smed, og i sin lange periode som forbundsformand indtog han en fremtrædende rolle i dansk fagbevægelse.

Hans Rasmussen var født i Kongensgade 15, men voksede op i Vindegade 73, hvor hans far arbejdede i naboejendommens margarinefabrik. Kvistlejligheden var ikke noget at råbe hurra for, og når faderen om aftenen skulle læse Fyns Social-Demokrat i den beskedne stue, skulle resten af familien være fuldkommen stille. Både faderen og moderen var overbeviste socialdemokrater, så Hans Rasmussen havde sit politiske sindelag med hjemmefra og fulgte allerede som 11-12-årig med faderen til 1. maj demonstrationer. Forældrene lagde stor vægt på, at børnene skulle have en uddannelse, der var bedre end den, de selv havde fået, og efter tre år på Jernbanegades Skole kom Hans Rasmussen på Mulernes Legatskole.

Selv om faderen havde ønsket, at Hans skulle fortsætte længere ad skolevejen, var knægten som 14-årig skoletræt og fik i stedet i 1917 læreplads på Allerups jernstøberi og maskinfabrik på Sdr. Boulevard. Læretiden var dengang fem år, men da han i 1922 var udlært, var der stor arbejdsløshed, og først fem måneder senere blev han genansat hos Allerup. I 1924 kom han på arbejderbevægelsens højskole i Esbjerg. Hjemme i Odense kom han ind ved Thomas B. Thrige, og det var her, at hans faglige arbejde begyndte. I 1931 var Hans Rasmussen nået til at være tillidsmand hos Thrige – hvor værkføreren modtog hans valg med truslen om en fyring. Efter et besøg hos virksomhedens direktør, Chr. Ørnberg, blev han dog accepteret som tillidsmand, for, som Ørnberg sagde: ”De kan ikke være værre, end ham vi havde i forvejen”.

30 år gammel tog Hans Rasmussen et nyt skridt op ad karrierestigen. Et par år før var Odenses senere borgmester, I.Vilh. Werner, gået af som formand for smedene, og den først valgte efterfølger holdt ikke længe. I 1933 blev Hans Rasmussen i stedet valgt som formand for lokalafdelingen af smede- og maskinarbejderforbundet, på et tidspunkt, hvor op mod halvdelen af medlemmerne var arbejdsløse. Det var under den værste krise i 1930’erne.

Ved en af de første forhandlinger, han som afdelingsformand var impliceret i, accepterede han modvilligt 5 %’s lønnedgang for smedene på Odense Staalskibsværft, selv om han vidste, at det ville skabe spektakler i fagforeningen, hvor kommunisterne var aktive. Men Hans Rasmussens beslutsomhed og vovemod fejlede ikke noget, og han kom igennem med forslaget hjemme, da folk i stort tal frygtede for deres arbejdsplads.

På en kongres i 1935 blev Hans Rasmussen valgt til sekretær i det landsdækkende forbund og flyttede dermed fra Odense. Som formand for smedene fra 1944 fik han stor indflydelse i en menneskealder og er en af de få, der flere gange har takket nej til en ministerpost.