J.C. Madsen

 

B0101098

Byrådssekretær og justitsråd J.C. Madsen deltog med glæde i Odenses skyttelaug og var endda 1. ældste oldermand i 1924. Her er han længst til venstre blandt flere af byens honoratiores på et billede fra skyttelaugsfesten i Ansgar Anlæg 1933. (foto: E. Christoffersen, Stadsarkivet).

 

Justitsråden og yngste kontorelev

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

J.C. Madsen (1871-1946), også kaldet Christian Andesteg, efter sigende på grund af hans sans for bordets glæder, var justitsråd og byrådssekretær, som det hed dengang. I dag betegnes stillingen stadsdirektør.

Den unge Madsen var allerede i 1895 blevet ansat ved Odense Kommune. Han havde eksamen som såkaldt dansk jurist – noget mindre end den egentlige juridiske embedseksamen – men han blev med det samme beskæftiget på borgmesterkontoret og som sekretær for byrådet. I årene omkring århundredskiftet blev den kommunale administration stadig mere opsplittet, og da borgmesteren fra 1919 ikke længere var en kongeligt udpeget embedsmand, men folkevalgt, fik stillingen som byrådssekretær også en højere indplacering. J.C. Madsen blev forfremmet uden opslag, men nøjedes med titlen byrådssekretær, og han gjorde tjeneste til dagen efter sin 71 års fødselsdag – til nytår 1942/43. Det politiske magtskifte i byrådet i 1937 fik ingen betydning i den sammenhæng. Han var med andre ord i stand til at operere i et politisk farvand med tillid fra begge sider. Ved hans afsked priste borgmester Werner ham i høje toner.

En lidt anden karakteristik af ham findes i Odensebogen 1998, skrevet af en af hans tidligere undergivne på borgmesterkontoret, Niels Knudsen, som var ansat på kontoret 1931-1944. Hans skildring af forholdene er nok farvet af bitterhed over spildte år i ungdommen, men også et vidnesbyrd om ganske andre forhold end nutidens. Da den unge Niels i 1931 var til ”jobsamtale” hos justitsråden, fik han således at vide, at ”Her på kontoret holder man ikke op midt i et komma!” Der var med andre ord ingen fast arbejdstid, og yngste elev havde også at møde søndag morgen for at hente aviserne på posthuset, så de kunne ligge klar ved 10-tiden, når justitsråden arriverede fra sin embedsbolig på Odense Slot. Derefter skulle eleven gerne underholde justitsrådens sønner, og når farmand var færdig med aviserne og ville promenere på strøget, skulle eleven bringe aviserne til justitsrådinden på slottet. Søndagshoveriet fortsatte i et år, nemlig til næste kontorelev blev ansat.

Ifølge Niels Knudsen var der alt for mange ansat på kontoret, men det gav øjensynligt justitsråden en følelse af betydningsfuldhed. Når der var overordnede til stede, måtte man give indtryk af at have travlt, f.eks. ved at sætte gamle skrivelser i maskinen, slå farvebåndet fra og tæske løs på tangenterne. Men når bosserne var væk, hyggede man sig. Blev justitsråden arrig, kunne han finde på at råbe til en af sine ansatte: ”Gå hjem og fortæl Deres forældre, at De er dummere end ænderne i Munke Mose; de kan i det mindste sige rap!”

Hans efterfølgere har været knapt så farverige – nogen vil sige godt det samme – og ingen af dem har haft så lang tid som borgmesterens højrehånd. Det er givetvis også blevet et mere belastende job, end det var på ”Andestegens” tid.