Jakob Benzon

 

Assistens juli 2010 077

Kammerjunker Jakob Benzons gravplade af støbejern befinder sig i den lille mindelund ved kirkegårdskontoret, hvor bevaringsværdige gravminder har været samlet i mange årtier (foto: Casper Vett, Stadsarkivet).

 

Kammerjunkeren fra Hunderup

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

For nylig købte Odense Bys Museer en samling sølvtøj, der i midten af 1800-tallet var fremstillet til kammerherre Christian (von) Benzon på Christiansdal, dvs. Dalum Kloster, men her stiller vi i stedet skarpt på dennes farbror, kammerjunker Jakob Benzon (1759-1842).

Jakob Benzons far havde i 1760’erne købt hovedgården Christiansdal og en del bøndergods i nærheden, og han havde senere oprettet et såkaldt stamhus, som ved hans død i 1801 efter datidens skik overgik til den ældste søn, Jakob. Sønnen, der i 1780 var udnævnt til kammerjunker, men aldrig opnåede at blive kammerherre, var ikke som faderen en samlernatur, snarere det modsatte, og tre år efter faderens død måtte han i realiteten opgive besiddelserne i Dalum og overlade stamhuset til en yngre bror.

Samtidig knirkede det i kammerjunkerens ægteskab, og en formel skilsmisse kom i stand 1811. Da havde samlivet øjensynlig været afbrudt i flere år, hvor Jakob Benzon flakkede om i udlandet. Da hustruen endelig gik ind på at blive skilt, svarede kammerjunkeren noget uhøfligt, at det var ham flintrende ligegyldigt, om hun ville skilles eller ej, for han gjorde under alle omstændigheder, som det passede ham! Det var i den grad et brud på datidens normer.

Da kammerjunkeren endelig faldt lidt (!) til ro, skete det på en gård i Hunderup, som han havde købt allerede i 1790’erne, men hvor han efter skilsmissen fra sin første kone snart boede sammen med Sophie Catharine Holm, en tidligere skuespillerinde og operasangerinde fra Det Kongelige Teater. De to blev gift i 1815 og fik sammen seks børn.

Noget harmonisk samliv var der vist ikke tale om – ægtefællerne var separeret to gange, men fandt sammen igen – og i Hunderup vakte parret almindelig forargelse og uro, f.eks. når ”actrisen” flygtede rundt i haven skarpt forfulgt af den ældre ægtemand, eller når uroen på gården var sådan, at omkringboende tilkaldte vægteren. Blå øjne og forvridninger var ikke usædvanlige hos den tidligere skuespillerinde, men det var dog lidt ud over det sædvanlige, da han en dag brækkede et stoleben af og brugte det i kampen mod hustruen. Ikke underligt, at mødrene i Hunderup brugte kammerjunkeren som ”bussemand”, hvis deres børn ikke ville opføre sig ordentligt.

Da kammerjunkeren døde, indrykkede enken en floromvunden dødsannonce i avisen, og kammerjunkeren blev begravet på Assistenskirkegården under en støbejernsplade med et digt, der foregiver at være skrevet af ham selv: ”Besad jeg nogen dyd, regn mig den ej til ære. Jeg havde mange fejl, lad dem forglemte være. Mit støv hensmuldrer her i gravens stille fred fortrøstningsfuldt med håb om Guds barmhjertighed”.

En fremsynet kirkegårdsinspektør reddede for mange år siden gravpladen over kammerjunkeren, og den kan nu ses i den lille mindelund ved kirkegårdskontoret. Jakob Benzon var ingen stor forretningsmand. Hans enke bevidnede dog, at han altid viste velvilje mod sine underordnede og et fransk galanteri imod dem, der var hans ligemænd. Altså en sand adelsmand?