Jørgen Leschly Sørensen

 

b0051909

Fodboldspilleren Jørgen Leschly Sørensen signerer bøger om OL umiddelbart efter afslutningen af de olympiske lege i London 1948. Billedet er taget i Vilh. Larsens Boghandel, Jernbanegade 2 (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet).

 

Fodbold for 8 millioner

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

I juli-august 1948 sad danskerne dybt begravet med ørerne klinet til dampradioen og fulgte slagets gang ved de olympiske lege i London, hvor de danske fodboldhelte skabte små mirakler. Landsholdet vandt den 13. august 1948 bronze på Wembley ved at besejre selveste England. Bronzeholdet talte store fodboldkoryfæer og ikke mindst fynboen Jørgen Leschly Sørensen, der da også år senere blev optaget i fodboldens Hall of Fame.

Jørgen Leschly Sørensen (1922-99) – med tilnavnet “det fynske uvejr” eller blot ”Les” – blev regnet for OB’s og Fyns bedste spiller i efterkrigsårene. Han kom til verden i Lumby den 24. september 1922 og spillede sine første kampe i den lokale boldklub. Men Lumby havde ikke noget ynglingehold, og hans far nægtede ham at spille på karleholdet. Derfor flyttede han til OB. Efter en enkelt sæson på ynglingeholdet blev teenageren hurtigt fast mand på klubbens bedste hold.

Les blev læreruddannet. Et enkelt år læste han på Danmarks Højskole for Legemsøvelser i København og spillede for B93, som han vandt Danmarksmesterskabet med. I 1946 var Jørgen Leschly Sørensen tilbage hos OB, hvor han var med på det 2. divisionshold, der rykkede op i 1947.

Efter den overraskende bronzemedalje ved OL fik de professionelle klubber i udlandet øjnene op for danske spillere, og landsholdet blev hurtigt spredt for alle vinde. Jørgen Leschly Sørensen skiftede i 1949 til den italienske Serie A-klub Atalanta fra Bergamo for det astronomiske beløb af 100.000 kr. og en tilværelse i støvlelandet med sportsvogn og luksuslejlighed.

Underskriften på kontrakten med Atalanta forandrede hans status fra relativt ukendt amatør i Odense til beundret stjerne i Italien. Jørgen Leschly Sørensen skød godt med begge ben, og hans kanonskud gjorde ham til en af de mest målfarlige angribere i Serie A. Efter fire sæsoner i Atalanta skiftede den tidligere OB-spiller til Milan, hvor han afsluttede udlandseventyret med et italiensk mesterskab i 1954-55. Les scorede det afgørende mål og blev udtaget til Europaholdet, der spillede mod England.

Rig på erfaringer vendte Jørgen Leschly Sørensen hjem til sit elskede Odense og i første omgang også til karantæne fra alt fodboldspil. Karantænen gjaldt dog ikke for et trænerjob, og Leschlys hjemkomst kom belejligt for OB, da klubbens træner, ungareren Géza Toldi, i 1954 var skiftet til AGF.

Jørgen Leschly Sørensen skrev i 1955 erindringsbogen Fodbold for 8 millioner. De otte millioner var ikke kroner, men de tilskuere, som havde set fynboen spille. Bogens bramfri tone og anti-amatør synspunkter vakte opsigt, og den blev udelukket fra at stå på børnebibliotekerne, da man mente, den var skadelig for ungdommen.

Hjemkommet til Odense genoptog han lærergerningen, og hans Studebaker vakte opsigt i byen. Han engagerede sig i hundeslagsmålet for at få betalt fodbold indført, og her havde tilhængerne fået en forbundsfælle, der ejede sine meningers mod. Han benyttede enhver lejlighed til at fortælle om, hvor tåbeligt det var, at Danmark ikke for længst havde indført betalt fodbold.