Johan Matthias Lahn

 

b0004196

Johan Matthias Lahn (1728-1802) blev begravet på kirkegården uden for Vor Frue Kirke, hvor hans gravsten stadig kan ses ud mod Overgade (foto: Svend Møller, Lahns Børnecenter).

 

Handskehandleren over dem alle

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Det første skib, der sejlede ind i Odense Havn efter kanalens anlæggelse, var jagten Neptunus, som i 1803 ankom med et læs bygningskalk til brug ved opførelsen af Lahns Stiftelse i Nedergade.

Johan Matthias Lahn var født i Hamburg i 1728, og det stod langtfra skrevet over hans vugge, at han skulle ende som en af Odenses rigeste indbyggere. Faderen døde, da Johan Matthias var ganske lille. Moderen blev gift igen, nu med en militærmusiker ved et holstensk rytterregiment, som i 20 år lå i garnison i Odense. Lahn kom snart i pleje ved en moster, hvis mand var trompeter ved samme regiment. Mosteren begyndte at sy handsker, men snart fik ægteparret også gang i eksporten af handsker, og på det område fulgte Johan Matthias i sine slægtninges fodspor.

Inden da havde knægten fået undervisning, ikke mindst i at regne og skrive godt, og som 17-18-årig fik han brev på at være udlært i ”at blæse trompet og slå hærpauker”, altså som det, der kaldtes trompeter. Som sådan virkede den unge Lahn, i hvert fald indtil plejefaderen afgik ved døden, men efterhånden kom han med i både handskeproduktion og -afsætning. Det var – siges det – også på tide, for han havde efterhånden svært ved at komme til hest ”formedelst en betydelig korpulence”.

Næst efter skomagerne var handskemagerne byens største håndværkerlav i sidste halvdel af 1700-tallet, og ifølge en opgørelse fra 1777 blev der det år produceret tæt ved en halv million handsker i Odense. 10 % af byens befolkning og op mod 25 % af de erhvervsaktive var formentlig beskæftiget med handskeproduktionen.

Lahn specialiserede sig efterhånden som handskehandler og forblev ugift. Et barn født uden for ægteskab i 1770 var dødfødt. Moderen til barnet var hans husbestyrerinde. De levede med andre ord ”anstødeligt og forargeligt for menigheden”, og da det blev kendt, blev han af magistraten pålagt at skille sig af med dette ”tjenende kvindemenneske”, som han altså ikke havde villet gifte sig med. Lahn opfyldte tilsyneladende gerne magistratens ønske ”formedelst hendes mange hårde trusselsord, hvorved hun ofte har ængstet mig og sat mig udi yderste frygt”.

Lahn styrede sin virksomhed fra plejeforældrenes gamle gård i Nedergade, som lå der, hvor hans stiftelse senere kom til at ligge, og han solgte, så vidt vides, handsker over store dele af Europa helt ned til Middelhavet. En meget stor del af handelen gik gennem Hamburg.

Han levede øjensynlig et stille liv i sine senere år. Lahn forlod sjældent sit hus undtagen om søndagen, når han gik i kirke, og i sine sidste 15 leveår kom han endnu mindre ud. Han havde sjældent gæster og ”fandt det latterligt at traktere folk, der kunne traktere sig selv”.

I 1799 skrev han testamente, så da han døde i 1802 og efterlod sig tæt ved 100.000 rigsdaler, gik man i gang med at opfylde hans sidste ønsker: Lahns Stiftelse i Nedergade.