Kaj E. Jensen

 

b0050287

Den lokale cykelhelt Kaj E. Jensen løb af med sejren, da Odense Cykelbanes løb nr. 10.000 blev kørt 30. juli 1962. Her lykønskes han af den til lejligheden udnævnte æresgæst Conny Larsen, som var fundet ved en lodtrækning blandt publikum (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet).

 

Da Kaj E. blev verdensmester

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Odense har en stolt tradition for at kunne fostre dygtige baneryttere. En tradition, som kan føres helt tilbage til Thorvald Ellegaard, der slog sine folder på den gamle cykelbane i Fruens Bøge i begyndelsen af 1900-tallet, og som blev verdensmester i sprint seks gange.

Cykelbanen lukkede i 1910, og der fulgte nogle trange år for cykelsporten. Men da byen fik en ny cykelbane i 1948, blev det også startskuddet til en storhedstid for odenseansk banecykling. Byens ryttere kunne atter give konkurrenterne fra Aarhus og København kamp til stregen, og cykelbanen fostrede sine egne berømtheder. Da Bent E. Jørgensen i 1952 vandt Danmarksmesterskabet i 4 km forfølgelsesløb, var det byens første mesterskab i banecykling, siden Thorvald Ellegaard trampede i pedalerne.

1950’ernes og 1960’ernes helt store stjerne var dog Palle Lykke, der blev en feteret seksdagsrytter på de europæiske vinterbaner. Med makkeren Kay Werner Nielsen – et andet dansk topnavn – dannede Lykke par, det legendariske par nummer 7 (nummeret på rytternes trøjer) på de tobakstågede vinterbaner.

Palle Lykke kom aldrig til at iføre sig den regnbuefarvede verdensmestertrøje. Det kunne derimod en anden Odenserytter, Kaj E. Jensen. Som næsten ukendt cykelrytter vandt han sensationelt VM-titlen i 4 km forfølgelsesløb på Vigorelli-banen i Milano i 1962.

Den pludselige VM-triumf kom bag på de fleste, men Fyns Tidende-journalisten Bent Aagaard, der var en af Odenses ægte journalistoriginaler, havde lugtet lunten. Kaj E. Jensen kørte en sen lørdag aften finalen i Milano. I modsætning til konkurrenterne på Fyens Stiftstidende havde Aagaard set, hvordan løbet ville gå, og allerede om eftermiddagen, da kvartfinalerne var kørt, bestilte han hele Fyns Tidendes forside – plus to sider inde i bladet, der blandt andet skulle bruges til et hjertegribende interview med den senere verdensmesters mor, som sad ved radioen hjemme i Odense og fulgte sønnens sejr.

Klokken 19 havde Kaj E. Jensen vundet semifinalen, klokken 21.50 finalen, og det eneste, Fyns Tidende manglede for at kunne trykke historien, var vindertiden. Resten af reportagen havde Bent Aagaard skrevet på forhånd. Et slag i mediekrigen mellem byens aviser var vundet, da Fyns Tidende stjal al opmærksomheden med sin omfattende dækning, mens Stiftstidendes læsere måtte nøjes med en lille notits – og tidligt om formiddagen ringede Aagaards telefon. Det var den slagne chefredaktør Juel V. Ry fra Fyens Stiftstidende: ”Nu må De vist hellere komme over til os …”.

Kaj E. vandt foran alle de store kanoner og blev den første amatørverdensmester, som Odense havde fostret. Turen til Italien havde i øvrigt været brolagt med forhindringer. Han måtte sælge sit fjernsyn for at få råd til at flyve derned. Men det blev der rettet op på, da han kom tilbage med guldmedaljen om halsen. Et ugeblad havde hørt om hans offer for at komme til VM og stod parat i lufthavnen med et nyt TV-apparat, da cykelrytterne vendte hjem.