Knudaage Larsen

 

Rådhuset 23-9-2005 054

Portrættet af den konservative borgmester H.Chr. Petersen (1875-1944) på Odense Rådhus – det er malet efter et fotografi, da borgmesteren for længst var død, da det blev besluttet at portrættere ham (foto: Claus Thøgersen, Stadsarkivet).

 

Kommunist malede konservativ

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

I december 2018 blev portrættet af Anker Boye afsløret på rådhuset. Her hænger det blandt andet sammen med portrættet af den konservative H.Chr. Petersen, der var borgmester 1925-1937.

H.Chr. Petersen var imidlertid død, da traditionen med at male byens folkevalgte borgmestre blev indført omkring 1950. Derfor blev han malet efter et fotografi. Man overlod dengang altid opgaven til en lokal kunstner, og valget af maleren Knudaage Larsen (1900-1979) ville Petersen nok ikke have brudt sig om.

Kunstneren var – efter eget udsagn – allerede fra barnsben lidt af en rebel. ”Jeg tegnede, spillede fodbold og glemte skolen”, fortalte han i 1979. Efter skolen kom han ad snørklede veje i lære som maler, og på teknisk skole fik han maleren A.C. Tersløse som lærer. Her lærte han andre unge kunstnere at kende og begyndte snart selv at udstille sine kunstværker, ligesom han blev en del af kunstnergruppen bag Den fynske Forårsudstilling.

Social elendighed gjorde et stort indtryk på Knudaage Larsen. I 1928 samledes mange hjemløse til en protestmarch mod København. De marcherende skulle overnatte i Odense, og Knudaage Larsen prøvede at hjælpe. I et interview har han fortalt, at han gik rundt for at skaffe et sted, hvor de hjemløse kunne sove, og lidt naivt spurgte han blandt andet biskoppen, om domkirken kunne bruges til sovesal, men biskoppen skal have svaret, at ”der ikke kunne lukkes så mange mennesker med lus ind i Guds hus”.

Da Knudaage Larsen efterfølgende måtte stå skoleret hos byens politimester, blev han fortørnet og meldte sig straks ind hos kommunisterne. Her blev han snart en central skikkelse, og han blev i 1935 formand for Danmarks Kommunistiske Parti på Fyn og medlem af partiets centralkomité. De politiske grænser var i 1930’erne gerne trukket skarpt op mellem socialdemokraterne og mere venstreorienterede på den ene side og byens borgerlige styre med borgmester Petersen i spidsen på den anden. Da byrådet på et tidspunkt ikke ville udbetale nødhjælpen til de arbejdsløse i rede penge, men kun i kødmærker, som slagtermestrene så indløste, udløste det en storm af protester. Og da borgmesteren i byrådet motiverede det med, at hvis de arbejdsløse fik kontanter, ville de drikke pengene op, pustede han til ilden.

Da kommunisterne blev arresteret i 1941, var Knudaage Larsen blandt de første, som blev taget af politiet og sendt til Horserødlejren. Den 29. august 1943 lykkedes det ham og andre at flygte fra lejren, og han kom efter nogen tid til Sverige sammen med sin familie.

I nekrologen over Knudaage Larsen skrev kunstnerkollegaen Thorkild Knudsen, at han havde et levende og varmt forhold til sine medmennesker, og at det gav ham en ”indfølingsevne, der gjorde ham til en så god portrætmaler. Med stor psykologisk sans har han malet en lang række portrætter”. Men portrættet af borgmester H.Chr. Petersen bærer ikke desto mindre præg af, at kunstneren langtfra havde sympati for sit motiv. Man må undres over, at han alligevel fik opgaven.