M.Th. Hertel

 

B0000008

Lærerkorpset ved Mulernes Legatskole omkring 1920 med overlærer M.Th. Hertel siddende midt på forreste række (Stadsarkivet).

 

Overlærer Hertel og mulerånden

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær 

 

I mange år var den såkaldte mulerånd, altså den ånd, der herskede på Mulernes Legatskole i Odense, noget særligt. Og begrebet stammer fra dengang, da en eksamen fra Mulernes Legatskole var noget nær et adgangsbevis til gode og faste stillinger i det offentlige eller i et erhvervsliv, der ikke ændrede sig i samme hurtige takt som nutidens.

Den mand, der for alvor var med til at gøre Mulernes Legatskole til noget særligt, var overlærer M.Th. Hertel (1849-1920). Han var præstesøn og voksede op på Sjælland, blev student fra Herlufsholm og uddannet som teolog, men valgte snart lærergerningen. Han virkede først i København, derefter som huslærer på Rygaard og endelig halvandet år ved realskolen i Faaborg, inden han 1879 – kun 30 år gammel – blev sat i spidsen for Mulernes Legatskole, der kort tid forinden var omdannet til eksamensskole for drenge.

Hertel underviste selv i religion, historie og engelsk, en overgang også i dansk, og han skrev en række lærebøger, hvoraf den mest kendte, Danmarks Kongerække med Rim, udkom i mange oplag.

Hertels ånd kom hurtigt til at præge Mulernes Legatskole. Her skulle man lære noget. Faglighed og disciplin var i centrum, og sparsommeligheden var også i højsædet. Hertel selv vendte gerne gamle konvolutter for at bruge dem igen, og i juleferien måtte skolens lærere møde en dag for at reparere bøgerne i skolens bibliotek. Hertels sociale sindelag var også udpræget, og da det kom til en strid med Højremanden, borgmester Koch, om skolens status som eksamensskole, lykkedes det Hertel at bevare den, selv om borgmesteren mente, det kunne være uheldigt at løfte børn fra lavere kår op ”over deres sociale niveau”. Det var Hertel langtfra enig i. Tværtimod lykkedes det via fripladser for mange elever at trodse denne grænse.

I foråret 1919 fejrede skolen overlærerens 40 års (!) jubilæum som leder af skolen – blandt andet med en aftenfest for gamle elever, lærere og forældre på Industripalæet. Der var mere end 200 deltagere i festen, som var et tydeligt vidnesbyrd om den position, Hertel havde opnået i Odense. Kort efter jubilæet blev overlæreren ramt af kræft og måtte underkaste sig en større operation. Han kom sig aldrig over operationen, og i løbet af 1920 ebbede kræfterne ud. Hertel døde kort før jul og blev begravet fra Odense Domkirke lillejuleaftensdag under stor deltagelse. Hans svoger, den kendte grundtvigianer og præst ved Gråbrødre Klosterkirke og domkirken, Emil Koch, holdt talen over den afdøde.

Hertel er begravet på Assistenskirkegården, og på graven er han mindet med en gravsten, udført af billedhuggeren Axel Poulsen og skænket af taknemmelige elever. Den viser en sædemand i antik klædedragt, og figuren hentyder sammen med stenens øvrige udsmykning til Hertels frugtbare resultater som skoleleder.