Ove Sprogøe

 

b0001217

Ove Sprogøe fotograferet som barn i Odense i begyndelsen af 1920’erne sammen med sine forældre (Stadsarkivet).

 

Skidegodt, Ove

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Den 11. oktober 1968 havde den første film om Olsenbanden premiere i biograferne, og danskerne stiftede bekendtskab med Benny, Kjeld og Egon. På forunderlig vis har to af ”banditterne” rod i Odense, nemlig Morten Grunwald og Ove Sprogøe.

Skuespilleren Ove Sprogøe blev født i Odense i 1919. Han boede sammen med familien i en lejlighed på 2. sal i Østergade 22. Det var et endehus, som lå lige over for Triangel-fabrikken. Lejligheden var treværelses med spisestue, herreværelse og soveværelse.

Ove Sprogøe havde to ældre søskende, og de tre børn sov de mærkeligste steder. Lille Ove lå f.eks. i en slags høkasse for enden af forældrenes seng i soveværelset og storebroderen på en udtræksseng i stuen. Der var toilet på gangen, utvivlsomt påskønnet i stedet for tidligere tiders ”das” i gården.

Faderen var typograf på Poul Søndergaards Bogtrykkeri i Vestergade 67 tæt ved Brandts Klædefabrik, mens moderen passede børnene og gav dem tryghed om dagen. Faderen kom gerne hjem til middag, og så skulle maden stå på bordet, for han skulle hurtigt tilbage.

Husværten i Østergade var en smedemester Madsen, der havde to drenge, som var jævnaldrende med Ove, og de blev hans legekammerater. Drengene legede ofte på Kræmmermarken, der blandt andet blev brugt til cirkusplads. Når der var cirkus i byen, hjalp drengene med at hente vand til dyrene, gik til købmanden for cirkusfolkene og hjalp til med at rejse telt. Så vankede der gerne nogle fribilletter.

Ove Sprogøe huskede også sommerens Skt. Knuds Marked på Sortebrødre Torv. I Odensebogen 1994 fortalte han om, hvordan der var gynger, karruseller, tombolaer, lykkehjul og meget andet på pladsen. Han havde også oplevet den legendariske professor Labri, der altid optrådte i jaket og høj hat. Han var utrolig og mystisk, og Ove Sprogøe opfattede det som sit første møde med det absurde teater.

Som barn i Odense kom den lille Ove ofte i biografen sammen med smedemester Madsens sønner. For det meste var de i Skt. Hans Biograf på Skibhusvej, men somme tider gik turen også til andre biografer. Moderen og søsteren var tit med til 4-forestillingen om eftermiddagen. Så kunne de nå tilbage, inden faderen kom fra arbejde ved 6-tiden. Og det var i Odensebiograferne, at Ove Sprogøes fascination af film blev til.

Det var endnu i stumfilmenes tid, og musikken, der ledsagede filmene, blev leveret af en klaverbokser, der spillede under hele filmen – i Paladsbiografen havde de endda et helt orkester.

De første to år af sin skoletid gik Ove Sprogøe på Østre Skole, men herefter kom han på Mulernes Legatskole, hvad forældrene var meget stolte af. Men det blev kun til et halvt år, da familien allerede i 1929 flyttede til København. Faderen havde forsøgt sig med eget trykkeri i Odense, men det gik ikke, og så tog familien til hovedstaden. Da var Ove Sprogøe knapt 10 år gammel.