Søren Hempel

 

b0001494c

Avisudgiver Søren Hempel (1775-1844) – maleriet tilhører Fyens Stiftstidende (foto: Frank Møller, Stadsarkivet).

 

Avisudgiver gennem mere end 45 år

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Fyens Stiftstidende var 25 år gammel, da den ved nytårstid i 1797 blev overtaget af den kun 21-årige Søren Hempel. Han stammede fra Faaborg, hvor han var født 1775. Faderen var distriktskirurg, og han blev selv i 1793 student i Odense. Tre år senere fik han teologisk embedseksamen fra universitetet i København, og sammen med Joseph Benedict Lindenfels overtog han Odenseavisen. Lindenfels havde været ritmester i den østrigske hær og havde også skrevet til Fyens Stiftstidendes lokale konkurrent, Iversens Avis, grundlagt 1780.

Det var langtfra nogen blomstrende forretning, de to overtog, og da Lindenfels var noget af en flottenheimer, også i pengesager, skiltes deres veje allerede i 1798, så Hempel blev avisens eneudgiver – en position, han indtog til sin død i 1844.

Som ledestjerne for avisen satte Søren Hempel sandhed, nøjagtighed og ”ædel morskab”, og i 1798 flyttede han avisen til Vestergade 25, som skulle blive avisens faste udgangspunkt i næsten 200 år.

Tonen mellem de to konkurrenter, Søren Hempel og Christian Iversen, var i begyndelsen hård, ja nærmest pinlig. Modsætninger mellem de to aviser havde der været før, men nu havde Iversen fået en jævnbyrdig modstander, og snart begyndte de ligefrem at skrive pjecer mod hinanden. Ord som slyngel, kæltring, afskum og tølper svirrede gennem luften, og på et tidspunkt udgav Søren Hempel en bog, han havde oversat, om svineavl – den var tilegnet konkurrenten, og både Iversen og læserne forstod utvivlsomt hensigten. Der blev også truet med sagsanlæg, men det blev dog ved truslerne. Måske var ”hanekampen” så indædt for at skærpe læsernes interesse for de to aviser. Det er i hvert fald blevet hævdet, at der var tale om en slags aftalt spil.

Hempel var ikke nogen oprører, men han var grundlæggende liberal eller frisindet, hvad der nok kunne være besværligt i enevældens tid. I 1799 kom der en ny presselov, der gjorde op med trykkefriheden og bestemte, at aviser skulle afleveres til den lokale politimester, før de måtte udgives. Søren Hempel syntes bestemt ikke, det var nogen god idé, og gav udtryk for sin utilfredshed i en pjece, der kom i to oplag. Han interesserede sig meget for forholdene i udlandet, og udlandsstoffet fyldte relativt meget i hans avis. Det var på sin vis godt, for her var ytringsfriheden størst – og holdt man sig fra at kritisere de danske myndigheders handlinger, kunne man godt slippe af sted med at tage hjemlige forhold under behandling. Hempel kritiserede således i årene omkring statsbankerotten de ”kornpugere og smørpiskere”, der tjente på vareknaphed og prisstigninger.

Ud over sin udgivervirksomhed var Hempel også bredt samfundsmæssigt engageret, blandt andet i udviklingen af Odenses fattigvæsen, ligesom han gjorde en stor filantropisk indsats, blandt andet til gavn for Lahns Stiftelse for hjælpeløse børn. Han sad også i den kommission, der stod for at finde pladsen til Assistenskirkegården (indviet i 1811), og var i det hele resultatsøgende.