Pillen gav frihed

Bind187_blad150c_foto24d

P-pillen var en nem og effektiv form for prævention. Her demonstrerer en odenseansk pige i 1969, hvor let det er at tage dem. Billedet blev brugt til en helside i Fyens Stiftstidende om p-pillens manglende fremmarch på verdensplan (Fyens Stiftstidende pressefotosamling, Stadsarkivet).

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

P-pillen, den lille tablet, der forandrede kvindernes – ja velsagtens også mændenes – liv for altid, blev udviklet i 1950’erne og blev første gang lanceret i USA i 1960. Bag pillen stod først og fremmest den amerikanske biolog Gregory Goodwin Pincus – og når den hedder p-pillen, henviser det til hans efternavn, men p’et kunne også stå for ”prævention”.

Blot seks år efter kunne også danske kvinder fra oktober 1966 sluge den nye opfindelse, der fik kæmpe betydning for kvindefrigørelsen og kvinders seksuelle frihed. For første gang fik de danske og odenseanske kvinder et næsten 100% sikkert præventionsmiddel – og spøgefugle mente, at hvis pillen havde eksisteret 30 år før, så havde mange slet ikke haft brug for den. Uanset hvad, så gav p-pillen kvinderne en hidtil ukendt frihed. Kvinder havde gennem årtusinder søgt efter metoder, som gjorde det muligt at dyrke sex, uden at det fik konsekvenser i form af børn. Først med p-pillen blev kvinderne ”herre” over deres egen krop, og antallet af fødsler faldt, om end det nok ikke kun skyldtes p-pillen. Det fik en fynsk avis til at skrive, at ”p-pillen har gjort alle børn til ønskebørn”, og avisen kaldte samtidig p-pillen for en ”ægteskabspille”.

b0053850d

Nørregade set mod Nørregade-tunnelen i 1949. Til venstre ses Fygi Gummivare Import, Nørregade 74 (Fyens Stiftstidende pressefotosamling, Stadsarkivet).

Pillen vandt hurtigt stor udbredelse. Den var en nem og effektiv form for prævention. Tidligere havde mange unge mænd sneget sig rundt med en pakke Fygi i tegnebogen. Fygi var i 1940’erne og 1950’erne det førende kondommærke på Fyn, og de blev købt hos Fygi, Fyens Gummivare Import i Nørregade, tæt ved Nørrebros tunnel. Fygi blev nærmest en slags slang for et kondom. Gummikondomerne var et stort fremskridt. De første kondomer blev lavet af dyretarme, men fra 1880’erne dukkede de første masseproducerede gummikondomer op – de var efter sigende lige så tykke som cykelslanger. Først omkring 1930 kom de tyndere latexkondomer, og i 1930’erne åbnede Fygi i Odense.

Men p-pillen var noget helt andet og nyt. I 1970 brugte formentlig ca. 200.000 danske kvinder p-pillen – svarende til 15 pct. af samtlige kvinder i den fødedygtige alder. Pillen var en gave til kvinderne, og Fyns Aktuelt kunne i oktober 1967 sætte trumf på, da avisen på forsiden kunne fortælle, at ”P-pillen gør kvinder smukkere”. En ny tysk undersøgelse viste, at pillen gjorde kvinder både sundere og smukkere. Det havde blandt andet vist sig, at de kvinder, der tog pillen, ikke længere frygtede at blive gravide. En frygt, der ellers let kunne sætte sig på nerverne.

Den lille vidunderpille skabte dog ikke kun begejstring. De fynske aviser skrev allerede i 1960’erne om pillens uheldige bivirkninger, men diskussionen kørte ofte af sporet. En svensk læge mente f.eks., at p-pillen gjorde det svært for kvinderne at få håret til at sidde ordentligt, og permanenten holdt kortere tid end normalt.

Myndighederne frygtede dog med rette andre, mere alvorlige bivirkninger, da den første generation af p-piller ofte gav kvalme, vægtforøgelse, hovedpine og øgede risikoen for blodpropper.