af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen
Det var råkoldt, blæsende og regnede en smule. Rosengårdcentret kunne næppe have ønsket sig bedre vejr, da Nordeuropas største butikscenter den 25. maj 1971 slog dørene op for de spændte kunder.
Byens nye indkøbsmekka var tegnet af den lokale arkitekt, kgl. bygningsinspektør Jørgen Stærmose, og det indeholdt ikke mindre end 60 specialforretninger og varehuse.
Byggeriet fandt sted på jord fra Rosengården ved Ørbækvej og på et areal, som Odense Kommune havde solgt til Rosengårdcentret A/S, der stod bag de store planer.
Helt fra begyndelsen tiltrak det kommende storcenter sig opmærksomhed ikke mindst i kraft af størrelsen. Men ikke alle jublede. Mange mindre handlende var ikke begejstret, og derfor skabte det også en vis forbitrelse hos fynske forretningsdrivende, at prins Henrik deltog i centrets åbning. Prinsen holdt åbningstalen og velsignede dermed indirekte de store supermarkeders interesser, lød det skarpt fra boghandler A.V. Lynge i Ryslinge. Ifølge Aktuelt hævdede Lynge, at åbningen af Rosengårdcentret ville give dødsstødet til en række småhandlende, og sagde: ”jeg synes det er en uhyggelig tanke, at kongehuset skal være med til at konfirmere denne udvikling”. Der var også en vis ængstelse blandt de handlende i Odenses centrum for konkurrencen fra det nye center, fremgik det af Fyens Stiftstidende.
Det var dog ingen grund til bekymring, mente centrets markedschef, Steen Kanter, og fejede dermed de småhandlendes dystre fremtidsudsigter af bordet. Centret ønskede absolut ikke, at de mindre forretninger skulle dreje nøglen om, tværtimod. Rosengårdcentret ville skabe ekstra handel, som ville komme hele den odenseanske forretningsverden og turistlivet til gode, lød det fra markedschefen. Formanden for lejerforeningen i centret, skotøjshandler Torben von Pein understregede samtidig, at det ikke var en enkelt butik, men et helt områdecenter, der åbnede, og som trafikalt ville være gunstigt for byen.
Trods utilfredsheden kom prins Henrik til Odense. Han landede i lufthavnen i Beldringe med et privat fly for at deltage i åbningen, der foregik på Store Torv. Prinsen holdt den officielle åbningstale, som var imødeset med en vis spænding på grund af polemikken. Den korte tale handlede først om centrets størrelse, men det var ”ikke centrets størrelse, der i første række har interesseret mig mest”, fortsatte prinsen, ”men derimod den kendsgerning, at der her på initiativ af og gennem nært samarbejde mellem kredse af dansk erhvervsliv er skabt stor mulighed for en beskæftigelsesmæssig og økonomisk trivsel for hele den fynske landsdel”. Og så slog han ellers fast, at centret jo også var tilholdssted for en lang række specialbutikker og gav plads til udstillinger og kulturelle aktiviteter. Hvert ord var tilsyneladende vejet på en guldvægt. Den konservative rådmand, Poul Nielsen, fulgte op på denne linje og udtrykte både glæde over det nye og forståelse for ængstelsen blandt midtbyens handlende.
Efter indvielsen gik prinsen en tur rundt i centret, før han sammen med centerledelsen kørte til restaurant Under Lindetræet ved H.C. Andersens Hus, hvor der blev spist frokost.
