Proces mod rotter

Byens brandmænd opstillet til fotografering foran brandstationen på Klostervej i 1909. Det var her, at døde rotter kunne afleveres mod kontant afbetaling på først 5 øre og senere 10 øre. Ordningen varede i 4½ år og kostede over 150.000 rotter livet (E. Biering fot., Stadsarkivet).

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Vi har fortalt om dengang, da Odense Kommune betalte 10 øre for en rottehale – men ordningen fik ikke noget langt liv.

Set i det lange perspektiv er der sket tydelige fremskridt på rottebekæmpelsesområdet. Ingen drømmer vel længere om at gribe tilbage til folketroen og få kloge mænd eller koner til at forsøge at fordrive rotterne med hemmelige remser, og der er næppe heller mange, som tror, at vi skal genoplive mindet om rottefængeren fra Hameln, der lokkede rotterne i floden med sin tryllefløjte. Rottegiften er heldigvis nutildags overladt til sagkyndige. Det er uden tvivl klogt, for da nettet strammede sig om en fynsk bande i 1770’erne, troede et par af bandemedlemmerne ikke, at et tredje bandemedlem kunne holde tæt under forhør. De bød ham derfor på æbleskiver med rottegift – og det måltid overlevede han ikke. Det gjorde de to mordere i øvrigt heller ikke ret længe, for de faldt snart for lovens lange arm og blev henrettet med sværd på et af Odenses torve.

Da byrådet i 1911 fjernede ordningen med betaling for rottehaler, blev initiativet på området overladt til Odense Grundejerforening ud fra betragtningen om, at det var grundejernes ejendomme, rotteplagen gik ud over, så de måtte have en naturlig interesse i emnet. Snart indgik foreningen en aftale med fabrikant P. Madsen fra København, der i begyndelsen fik 15.000 kr. om året – heraf var de 5.000 kr. et tilskud fra kommunen. Han lovede til gengæld at holde mindst to rottejægere og to rottehunde i byen, og at 98 % af byens ejendomme ville være rottefrie efter det første år. Senere skulle betalingen nedsættes.

Ordningen med fabrikanten fortsatte i en årrække, men det kneb flere gange at leve op til målsætningen. Madsen forklarede, at Odense var en svær by at bekæmpe rotter i, for der var mange gamle huse og både en kanal og en å. Desuden anførte han til sit forsvar, at mange af hønseejerne havde fjernet den udlagte gift af frygt for, at deres dyr ville tage skade af giften. Endelig var det jo i øvrigt også en ulempe, mente Madsen, at der kom mange rotter tilløbende fra Skt. Hans Landsogn. Et par år senere klagede landsognet over, at der kom rotter tilløbende fra købstaden, hvoraf man kunne lære, at rotter i hvert fald ikke respekterer kommunegrænser!

Da Rigsdagen i 1921 reviderede rotteloven, vedtog byrådet et egentligt rotteregulativ. Man ville blandt andet de mange affaldsdynger i byen til livs, men ordningen med grundejerforeningen som ledende kraft blev fortsat. Da man i 1937 spurgte sig for hos ejerne af alle Odenses 9.900 husstande, var der angiveligt rotter i eller ved 15 %. Ny udlægning af gift bragte dog hurtigt tallet ned til 3 %. Ved magtskiftet i byrådet i 1937 kom der nye boller på suppen. Nu fik kommunens egen markforvaltning opgaven med rottebekæmpelsen overdraget, men udlicitering er senere igen blevet en del af den vigtige opgave.