Roderiet på Grand Hotel

Tyskerne var i april 1945 i fuld gang med at opstille skilderhuse foran Grand Hotel. Efter bombningen af Husmandsskolen i Tarup var tyskerne hemmelige politi, Gestapo, på jagt efter et nyt hovedkvarter og valget faldt på byens fine hotel i Jernbanegade. På befrielsesnatten mellem 4. og 5. maj stak flere Gestapofolkene af, fordi de ville ud og i sikkerhed et sted, hvor der var andre uniformer (Stadsarkivet).

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Den 16. maj 1945 var der englænderfest på Grand Hotel med repræsentanter for modstandsbevægelsen, den engelske garnison og politiet. Det var mindre end to uger siden, at byens førende hotel havde haft helt andre og mere uvelkomne gæster, nemlig Gestapo.

Tyskernes hemmelige politi kom til Odense i september 1943 efter de voldsomme strejker og demonstrationer kort forinden. Gestapo indrettede sig først på Højskolehjemmet i Dronningensgade og flyttede siden til Husmandsskolen i Tarup. Men da Husmandsskolen blev bombet den 17. april 1945, beslaglagde Gestapo Det ny Missionshotel på Østre Stationsvej. Opholdet blev dog kort. Allerede næste dag flyttede man til Grand Hotel, hvor Gestapo straks gik i gang med at barrikadere sig bag pigtrådsafspærringer m.m. Tidligt om morgenen fik Grand Hotels direktør, Chr. Rasmussen, besked om, at man skulle være ude inden middag – og intet måtte tages med. Personalet havde dog allerede fået bragt flere kostbare og uerstattelige ting i skjul.

På Grand Hotel fortsatte Gestapo afhøringerne og torturen af først og fremmest danske modstandsfolk. Blandt dem, der kom i kløerne på det hemmelige politi, var den 16-årige Helge Henningsen. Han blev hentet hos sine forældre i Odense og ført til Grand Hotel. Han blev gang på gang udsat for tortur, men holdt åbenbart tæt og fik til sidst lov at tage hjem. Men den 4. maj forsvandt han sporløst, og faderen meldte ham savnet. Det viste sig, at danskere i tjeneste hos Gestapo havde taget ham igen for at rydde ham af vejen. Han blev kørt til Erholm Skov, hvor han brutalt blev skudt ned med maskinpistol. Hans lig blev først fundet et par uger senere.

Mordet på den unge mand skete samme dag, som befrielsesbudskabet lød i radioen fra London. Men Gestapochefen i Odense, Friedrich Dohse, havde intet hørt, da han blev ringet op kl. 21.25 – det ses af den aflytningsrapport, som modstandsbevægelsen udarbejdede. Byens modstandsfolk havde i nogen tid aflyttet Gestapos telefoner, og i rapporten hedder det: ”Har De hørt det? Hvilket? Kapitulationen. I morgen kl. 8 … Næ, det ved jeg ikke, det kan jeg ikke … hvor ved De det fra”.

Den allersidste telefonsamtale, som modstandsbevægelsen aflyttede, var netop til Grand Hotel, hvor en forvirret Gestapomand tog telefonen tidligt om morgenen den 5. maj. Han bad en SS-officer om hjælp: ”De er væk alle … Der er et utroligt roderi her, vi kan ikke aflevere det sådan, og jeg må have 30 mand til hjælp ved oprydningen”.

Men det kunne han ikke få, så han sluttede samtalen således: ”Nå, men så går vi i gang, sådan kan vi altså ikke være bekendt at aflevere. Farvel”. Ordnung muss sein!

Skønt Gestapo kun var på Grand Hotel i godt to uger, blev hotellet medtaget, og det åbnede først igen efter en renovering.