Sejren i nederlaget

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Højskoleforeningens sal, som den tog sig ud umiddelbart efter indvielsen af bygningen i Slotsvænget i 1909 med Anna E. Munchs freskomalerier på endevæggen (Flemming Wedell fot., Stadsarkivet).

Højskoleforeningens bygning i Slotsvænget blev foreningens hjem i 61 år. Dens centrum var et stort lokale på 1. sal. Når fløjdørene blev lukket op og balkonen taget i brug, var der plads til 700 tilhørere, men så sad de også så tæt, at brandsikkerheden var til at overse.

I stueetagen var der en lejlighed til foreningens værtinde, en spisestue, et samtaleværelse og et bibliotek, som dog blev overflødigt, da der for alvor kom gang i det offentlige bibliotekstilbud i byen.

En af endevæggene i den store sal blev udsmykket med et par store freskomalerier af den københavnske kunstmaler Anna E. Munch (1876-1960), hvis grandfætter var den verdensberømte norske maler Edvard Munch. Hun havde forbindelse til foreningen gennem sin mangeårige bofælle, forfatteren Sophie Breum. Anna kom også til at udsmykke to andre Odense-byggerier af arkitekt Niels Jacobsen, Fyns Forsamlingshus og Ansgars Kirke.

En del af Anna E. Munchs store udsmykning – modellerne viste ifølge en samtidig beskrivelse forskellige ”danske typer” drage forbi, ”ude i det fri har de rystet dagligdagens støv af sig, og blik og holdning viser det mere oprindelige i deres natur, det, hvori de ”har rod”.” Emil Koch var en af modellerne og har her sin søster Magdalene under armen (Flemming Wedell fot., Stadsarkivet).

Udgangspunktet for freskomalerierne i Odense Højskoleforenings bygning var H.C. Andersens digt, I Danmark er jeg født. 16 legemsstore figurer skulle illustrere dette, og foreningens bestyrelse var enige om, at det skulle kunstneren selvfølgelig have et honorar for. Udfordringen var blot, at man ikke havde råd. Det hjalp uden tvivl på stemningen, da kunstneren meddelte, at nogle af foreningens medlemmer selv kunne stå model til malerierne. Så sparede man i hvert fald modelhonoraret, og problemet forsvandt helt, da en anonym giver trådte hjælpende til. Foreningen slap så selv for at betale.

De nye rammer for foreningens virksomhed gav fortsat fremgang, og ved foreningens 25-års jubilæum i 1921 havde Odense Højskoleforening hele 1.800 medlemmer. Der er ingen tvivl om, at nybygningen befæstede foreningens position, men også foreningens formand, Emil Koch, spillede her en væsentlig rolle. Det så man om ikke før, så efter hans død i 1924, hvor en langsom tilbagegang satte ind. Når man ledte efter årsager, blev udbredelsen af radioen undertiden brugt som en slags undskyldning. I hvert fald var man allerede i 1931 nået ned under halvdelen af de 1.800 medlemmer fra 25-årsjubilæet. 10 år senere var medlemstallet 550, men så stabiliseredes det i en årrække. En selvransagelse udeblev dog ikke, og foreningen var f.eks. helt bevidst om, at dens ungdomsarbejde ebbede ud i løbet af 1950’erne, og da en formand trak sig tilbage i 1963, konstaterede han med beklagelse, at Odense Højskoleforening var blevet en foredragsforening, væsentligst for ældre, og en udlejningsforretning, idet mange andre foreninger lejede sig ind i bygningen.

Odense Højskoleforenings bomærke udført som freskomaleri midt i Anna E. Munchs dekoration i den nye foreningsbygnings store sal (Flemming Wedell fot., Stadsarkivet).

I de gode år havde man ikke sparet op til nødvendig vedligeholdelse af bygningen, og i 1970 besluttede en generalforsamling derfor at sælge bygningen til naboen, Henriette Hørlücks Skole. Det var, sagde den daværende formand, Viggo Land, ”bittert og vemodigt at nedbryde, hvad tidligere generationer har bygget op”, men han understregede samtidig, at ”det var jo ikke foreningen, man solgte”. Det skulle snart vise sig, at foreningen fik mulighed for ny fremgang nu, hvor den havde fået penge mellem hænderne.