Seyergården

b0009949

Sommerdag på Flakhaven ca. 1920. Bag sporvognen ses Seyergården med sin klassiske hvide facade (Stadsarkivet).

 

af Johnny Wøllekær og Jørgen Tomsen

 

Gamle huse har deres eget liv. I Vestergade – Odenses gamle hovedstrøg – ligger sådan et gammelt hus. Det kaldes i dag Vestergade 15 eller Seyergaarden.

Der har ligget et hus her i århundreder. Helt præcist, hvor længe der har boet mennesker her, vides ikke. Århundredernes gang har naturligvis sat sine spor, men bag de tykke mure oser det af historie. Her mødes fortid og nutid.

På Seyergårdens bagside er indmuret et gammelt dørtræ, der er udsmykket med et billedskærerarbejde af et mands- og et kvindehoved og teksten: Gud Fader Søn och then helige and bevare thenne gord fra wade og brand 1577. Hvem der ejede gården og fik lavet dørtræet, er desværre ukendt.

I 1700-tallet var gården en overgang ejet af en kandestøber, der omkring 1770 solgte ejendommen til den rige skomagermester Christian Huus, der i dag er kendt for at have oprettet Huus’ stiftelse på Horsetorvet.

Gennem nogle år boede urmager og mekanikus Andreas Jørgensen Schmidt til leje i huset, før han købte det omkring år 1800. Her blev sønnen Georg Vilhelm født den 28. september 1802. Han førte faderens urmagerværksted videre og blev en respekteret person i byen – blandt andet byens sidste stadshauptmand, dvs. chef for borgervæbningen.

I midten af 1800-tallet gled gården ud af familien Schmidts eje, og der blev købmandshandel i ejendommen. I 1855 indrettede købmand Valentin Tychsen således en butik med store vinduer på stedet.

Omkring 1902 købte Alfriede Schmidt (1836-1905) huset Vestergade 15 og lod det ombygge efter tegninger af den odenseanske arkitekt Emil Schwanenflügel, der havde hang til masser af pynt, og Vestergade 15 er ingen undtagelse. Facaden fik masser af ranker, søjler og andre fine detaljer – og en af byens bedste altaner, hvorfra man kan følge livet på Flakhaven. Arkitekt Schwanenflügel havde i øvrigt også tegnet to små, runde kviste, som dog først blev realiseret, da bygningen blev istandsat i 2002. Huset fik nu et stateligt, palæagtigt præg med mansardtag og butiksvinduer. Det var en slægtsgård, som frøken Schmidt havde købt tilbage, idet hun var datter af urmager Georg Vilhelm Schmidt.
Den stenrige frøken var en kendt kvindesagsforkæmper i Odense og havde arvet et par bygninger (Vestergade 75 og Vestergade 11 (Bryggergården)) efter sine forældre. Hun havde ikke selv børn og brugte sin formue på arbejdet for vanskeligt stillede. Hun arrangerede blandt andet juletræsfester for 300 skolebørn på rådhuset og drev et hjem for enligt stillede kvinder, Odense Værnehjem, på Klostervej.

Da hun købte Vestergade 15, var det for at ære sine forældre. På 100 års dagen for faderens fødsel skulle Seyergårdens ombygning stå færdig og fremtræde i sin nye skikkelse. Da gården hidtil havde savnet et navn, fik Alfriede den idé, at huset skulle hedde Seyergården – seyer eller sejer kommer af det tyske ord zeiger eller på dansk urviser, og på tilsvarende vis er en sejermager en urmager. Navnet Seyergaarden var altså til minde om slægtens urmagervirksomhed på adressen.