Polske landarbejdere på vej ind i Skt. Albani Kirke kort tid efter opførelsen (Stadsarkivet).
af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær
Allerede i efteråret 1867 indledte en katolsk mission sit virke i Odense – i øvrigt som landets tredje missionsstation. Den lille menighed talte blot 12 voksne og syv børn, og de holdt til i forskellige lejede lokaler. I 1869 købte menigheden en stykke af Det adelige Jomfruklosters grund, hvor der i en allerede eksisterende bygning – den såkaldte patronatsgård – blev indrettet en pigeskole og bolig for nogle søstre samt et lille kapel, Sankt Mariæ. Kapellet blev indviet den 31. maj 1870 og kunne rumme 200 mennesker. Der blev også opført en ny nabobygning, der rummede en drengeskole og boliger til præsterne.
I 1899 kom medlemmer af en katolsk orden (redemptoristordenen) til byen, og deres første og vigtigste opgave var at få bygget en ny kirke, da Skt. Mariæ Kirke ud mod Albani Torv ikke var meget andet end en bedesal. ”Vor kirke ligger ganske vist på en gunstig plads”, skrev katolikken P. Streidl og tilføjede, ”men den byder så ynkeligt et syn, at folk nærmest må føle sig afskrækket”. Menigheden begyndte derfor en pengeindsamling til en ny kirke. Indsamlingen fik blandt andet penge fra Østrig og Tyskland.
Menigheden havde i årene 1904-06 en del drøftelser med Odensearkitekten N.P. Jensen om den nye kirke. Arkitekten fremlagde forskellige forslag til en bygning i romansk stil, idet kirken efter hans mening burde opføres i den byggestil og af de materialer (kridtsten), der blev brugt i 1086, da kong Knud blev dræbt. Byggeherren var dog ikke enig, og opgaven blev i stedet givet til en tysk arkitekt, L. Schneider fra Breslau, der allerede havde adskillige kirker på samvittigheden.
Midt under byggeriets forberedelse blev der rejst tvivl om kirkens placering. Kommunen foreslog, at menigheden afstod pladsen på torvet og mageskiftede med en grund ved Nonnebakken. På den måde kunne der blive plads til et nyt teater på Albani Torv. Rygter om en ekspropriation svirrede i luften, men sagen døde snart ud, og den 21. oktober 1906 blev grundstenen til den nye Skt. Albani Kirke nedlagt. Byggeriet skred nogenlunde planmæssigt frem, og den 25. oktober 1908 blev kirken indviet, om end den endnu ikke var helt færdig. Kirken blev indviet til Vor Frue og Sankt Alban, ligesom dens middelalderlige forgænger af træ, hvor kong Knud blev dræbt, havde været det. Senere blev kirken også indviet til Skt. Knud.
Ved udgangen af januar 1909 forsvandt den sidste rest, som mindede om byggeprocessen. Kirken var da fuldstændig færdig. Den var bygget i nygotisk stil, men med enkelte romansk inspirerede træk – det gælder blandt andet portalen, der er flankeret af søljer og relieffer af Karl den Gode (Knud den Helliges søn) og Sankt Alban. Kirken fik også et karakteristisk tårn, der er 54 m højt.
Om Odense 