Stadens stolte sønner

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Borgmester G. Koch (1827-1914) var Odenses førstemand 1877-1897. Før sin borgmesterperiode havde han længe beklædt stillingen som byfoged (politimester). I 1895 fik lauget en ny fane, og man benyttede derfor lejligheden til at fotografere skyttebrødrene med laugets præses, borgmester Koch siddende midt for på 1. række med lys hat. Billedet er utvivlsomt taget i det senere Ansgar Anlæg, hvor skydningen har fundet sted lige siden 1704 (gengivet efter foto på Rigsarkivet, Odense).

Odense kongelig privilegerede borgerlige Skyttelaug holder – så vidt muligt – årligt skyttelaugsfest med morgenmad på rådhuset, udmarch til skydepladsen i Ansgar Anlæg, frokost i kasernens gamle gymnastiksal og afsluttende med en aftenfest på rådhuset.

Traditionen har rødder helt tilbage til 1704, under enevælden, da kong Frederik IV gav lauget sit privilegium. Vedtægterne blev stort set skrevet af efter det københavnske skydeselskabs, og det var ikke mindst Odenses guldsmede, som stod bag ansøgningen om et skyttelaug efter københavnsk måde. De ville gerne hjælpe det nye på vej, for så kunne de sælge noget sølvtøj til gevinster.

Allerede fra begyndelsen var man klar over, at skyttelaugsfesterne kunne risikere at udarte, så der var strenge regler for, at man skulle optræde høfligt over for hinanden på skydebanen, ligesom enhver form for ”sværgen og banden eller anden Guds fortørnelse” var udtrykkelig forbudt.

Dagbladet Informations mangeårige chefredaktør, Børge Outze, sagde engang, at ”Civilisation er et tyndt laklag, der kan fjernes med spiritus”. Den erkendelse var også udbredt hos skyttelaugsvedtægternes fædre, for de bestemte, at før skydningens begyndelse og mens den stod på, måtte der ikke ”tilstedes nogen drik uden … til nødtørft”.

Når dagens skydning er overstået, er det 12 smededrenges opgave at slæbe skiven tilbage til rådhuset, hvor den bortauktioneres i forbindelse med aftenfesten. Tit til en svimlende pris, der er mange gange højere end nyprisen for en skive. Traditionen med smededrengene var allerede kendt i H.C. Andersens barndom, og i mange år rødmede mange af byens borgere over de sjofle sange, som smededrengene sang under hjemturen. Nu om stunder går det lidt mere fredeligt til (Robert Wengler fot. 2017, Stadsarkivet).

Forsvarsviljen og festglæden har til stadighed fulgtes ad i skyttelaugets historie, således også i slutningen af 1800-tallet, da Odense havde en solid Højremand, G. Koch, som borgmester og byfoged (og dermed også en slags politimester) i mere end 20 år. Det var blandt andet ham, der stod bag opførelsen af Odenses nye rådhus. Han var i to perioder også medlem af Folketinget for partiet Højre, og som politimester sendte han ligefrem et telegram til lauget, da han et år måtte springe over festen, da han var optaget i København. Han havde været gladest, skrev han, ”om han delte Eders frokost og munterhed, thi ak, hvad er Snapstinget imod skytteteltet”.

Ikke nok med det, Koch lovede også skyttebrødrene, at politiet nok skulle se med milde øjne, hvis det kom til at gå lidt lystigt til – et løfte, man næppe kunne forestille sig udtrykt på skrift i vor tid.

I hvert fald forsikrede Koch, at ”Jeg drikker Eders skål tre gange i dag, og hvis I til gengæld vil sætte Odins gamle stad på den anden ende, beder jeg mig derom underrettet, dog først i morgen, thi i dag er jeg ikke hjemme, og i morgen er det for silde at forhindre det. Leve skyttelauget!”

Skyttelauget er i mangt og meget en tidslomme, højst umoderne, da det kun er for mænd, men samtidig overlever det utvivlsomt også kun, fordi det har beholdt sit særpræg. I 1921 skrev en lokal smedemester, Reinholdt Larsen, en sang på 10 vers à 8 linjer, om skyttelauget. Alle ord begynder med s. Mange af versene bliver sunget til festen, heriblandt ordene om ”Stadens stolte sønner”. Men de skal selvfølgelig tages med et gran salt.