Assistenskirkegårdens krigergrave

 

b0058457

Fra afsløringen af monumentet for de faldne allierede flyvere på Odense Assistenskirkegård i maj 1949. Konsul Th. Muus foran sin gave til Odense by, billedhuggeren Erik Cohrts skulptur. De omkomne amerikanske flyvere var i 1948 ført hjem til USA og derfor ikke mindet på skulpturen. (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet)

 

Ørnene og giftslangen

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Hvert år siden krigens afslutning er årsdagen for besættelsen den 9. april 1940 blevet markeret, og det lader sig ikke skjule, at der nu kun er ganske få tilbage, som har gennemlevet dagen og for den sags skyld besættelsestiden som voksne.

Under 2. verdenskrig overfløj allierede maskiner ofte Danmark, når de var på vej mod bombemål i Tyskland eller med hjælp til den danske modstandsbevægelse, og for en del maskiner gik det galt. Nogle besætningsmedlemmer overlevede, men da regnskabet i 1945 kunne gøres op, viste det sig, at mindst 26 allierede flyvere, som havde mistet livet i løbet af besættelsesårene, var blevet begravet på Odense Assistenskirkegård. Ikke fordi de var omkommet i Odense, men formentlig fordi både danske og tyske myndigheder ønskede at have allierede flyvergrave placeret på forholdsvis få kirkegårde.

Begravelserne var ikke foregået uden skærmydsler, for både selve højtidelighederne og de midlertidige mindesmærker, som tyskerne opsatte for de begravede, vakte en stærk interesse hos danskere, der gerne ville manifestere deres antityske følelser.

Den 11. december 1941 styrtede et allieret fly ned på en mark i Sanderum. Alle fire besætningsmedlemmer, der var med på en operation for at udlægge miner i Kielerbugten, omkom ved styrtet. Begravelsen fandt sted på Odense Assistenskirkegård fire dage senere. Værnemagten havde oprindeligt ønsket, at der ikke var civile personer til stede ved begravelsen, men Odense Kommune fastholdt, at ingen kunne nægte byens borgmester adgang. Både borgmester I. Vilh. Werner og byrådsmedlem Jørgen Christensen deltog i højtideligheden i kirkegårdskapellet, og halvanden time før højtideligheden skulle finde sted, var der også en lille privat andagt i kapellet, hvor oberst Mikkelsen fra den danske garnison talte. Der blev – hedder det i en samtidig kilde – ”også sagt djærve ord”. Politiet kom til stede og drev før det officielle arrangement de ikke-indbudte danskere væk fra kirkegården, som blev afspærret. Henved 1.000 mennesker var ellers mødt frem for at deltage.

I de følgende dage kom mange forbi gravene for at vise de begravede den sidste ære, og det var nødvendigt at sætte dansk politivagt for at hindre, at de officielle tyske kranse blev fjernet. Modsætningsforholdene omkring begravelsen af flyverne udviklede sig i løbet af de følgende år, og til sidst gennemførte tyskerne begravelserne uden nogen form for æresbevisninger og før de offentliggjorte tidspunkter for at undgå demonstrationer.

Blandt de udelukkede var den britiske konsul, grosserer Th. Muus. I 1949 stod han derfor bag opstillingen af et monument på de allierede krigergrave i form af en skulptur, udført af billedhuggeren Erik Cohrt, forestillende to ørne, der slår ned på en giftslange. Symbolikken var til at forstå.

På byens vegne modtog borgmester Werner monumentet og lovede, at ”byen vil værne om denne plet, hvor slægt efter slægt skal komme og blive mindet om den indsats, de faldne øvede også for os”.