Byens parker

 

Ø00291-0099 - red

Kongens Have blev i begyndelsen af 1900-tallet overtaget af Odense Kommune, og herefter blev parken langsomt åbnet for byens borgere. Nu blev rækværket fjernet og haven gjort mere tilgængelig. Her er nogle af de gamle træer blevet fældet omkring 1910 for at give plads til byens nye teater (Stadsarkivet).

 

Byens parker

qf Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Grønt er godt for øjnene … Sådan nogenlunde siger H.C. Andersen. Og man kunne tilføje, at grønt er godt for byer, som gerne vil være grønne, da det kan tiltrække nye indbyggere, viden og penge. I dag er et grønt brand vigtigt, hvis man eksempelvis vil gøre sig interessant for de kreative klasser.

Odense bryster sig gerne af at være en grøn by. Åen løber som et grønt bælte gennem byen, og den fynske hovedstad har flere byparker i centrum. Men Odenses grønne pletter har skiftet karakter flere gange. Der var engang, da græsset ikke måtte betrædes. Der var anlagt stier og lavet bænke, og her måtte folk være – og særlige parkbetjente holdt øje med, at alt gik ordentligt for sig. Siden har parkerne udviklet sig til samlingspunkter for utallige arrangementer, møder, ja selv koncerter, kunstudstillinger og sportsbegivenheder – tænk f.eks. på torsdagskoncerterne.

Fra naturens hånd er Odense ikke blevet udstyret med store, grønne skove, strand eller enge, men byen har mange villahaver og bydelsparker, og hvis man i dag sammenligner København, Aarhus, Aalborg og Odense, så har Odense mest grønt areal pr. indbygger.

Nogle af Odenses parker var oprindeligt kloster-, privat- eller slotshaver, som efterhånden blev lukket op for offentligheden. Kongens Have er byens ældste park. Den blev anlagt som slotshave i 1720, da Frederik IV lod det tidligere Skt. Hans Kloster ombygge til slot. Haven var omgivet af et plankeværk og var i begyndelsen forbeholdt slottets beboere. Men det ændrede sig.

Parkerne blev oprindelig anlagt med et væld af detaljer, der også fandtes i tidligere tiders herregårds- og slotshaver. Parkerne blev udstyret med musiktribuner, grotter og nationalromantiske talerstole. Parkerne krævede dog en intensiv pleje, og da budgetterne begyndte at stramme til, forsvandt de meget indholdsrige udtryk.

Odense fik i 1865 et særligt udvalg, der fik til opgave at ”forskønne” byen. Det blev senere til en egentlig parkpolitik. De oprindelige udflugtsmål som Fruens Bøge og Hunderup Skov blev ved i flere tempi suppleret med bynære parker, som f.eks. Eventyrhaven eller Munke Mose, og så er de grønne områder blevet en fast del af meget nybyggeri.

I efterkrigsårene blev Odense gerne omtalt som en grøn by. Byens stadsgartner fortalte glad og fro om byens grønne områder. Odense havde ganske vist mindre parkareal pr. indbygger end mange andre byer, men Odense havde gode parker og mange villaer med haver, og så var der Odense Å. Hvad byen manglede i kvantitet, havde den i kvalitet. Op gennem 1970’erne og -80’erne opkøbte kommunen flere skov- og naturområder, og der kom stier overalt i kommunen. I 1980’erne lykkedes det at få lavet et næsten ubrudt net af stier langs åen færdig fra Bellinge til Kertemindevejen.

Parker regnes gerne som en del af det gode byliv, og Historiens Hus viste sommeren 2018 en udstilling, der fortalte om de skiftende forestillinger om det gode byliv de sidste 150 år.