Bystævner

 

B0053394

Davinde Bylav havde i 1963 arbejdet hårdt med at klippe landsbyens store, gamle lindetræ, og bagefter var der servering af øl på bystævnestenene “Under Lindetræet” (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet).

 

Det kostede en flaske brændevin at indkalde folk

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Bystævnet var en central plads i landsbyen, hvor gårdmændene mødtes for at drøfte fælles anliggender, herunder ikke mindst markarbejdet. Bystævnet stammer fra den tid, hvor gårdenes jorder lå spredt ud over hele sognet (eller ejerlavet), så alle gårde havde lidt mose, skov, agerjord osv. Det sikrede en vis retfærdig fordeling af goderne, men det gav også et kompliceret fællesskab af marker og lodder, og derfor var det nødvendigt at lave en række fælles beslutninger. Alle gårdmænd indgik derfor i bylavet (et slags landsbyråd), der havde karakter af et retsligt fællesskab med egne love (bylov).

Bystævnet var ofte formet som en kreds af store sten, en for hver gård. Hver bonde sad på sin sten, der kunne være udsmykket med hans navn eller initialer. Det var oldermanden, der ledede møderne.

Der var faste regler for møderne, og det blev strengt overvåget, at ingen udeblev fra møderne, og hændte det alligevel, så drog alle hen til gården, og den forsinkede måtte nu beværte hele selskabet. Enhver gårdmand kunne indkalde til møde, men så kostede det noget – en flaske brændevin eller noget øl!

Da landsbyerne fra 1700-tallets slutning blev udskiftet, så hver gård fik samlet sin jord, blev bylavene og bystævnerne delvis overflødige, og nogle forsvandt. I løbet af 1800-tallet pustede de selvbevidste bønder nyt liv i de stensatte bystævner, der ofte også blev forsynet med et formklippet landsbytræ og landsbyens flagstang. I Højby og Birkum blev bystævnet med tiden en slags mindelund, hvor der også blev opstillet flere mindesten. I Birkum står f.eks. en mindesten for slaget ved Dybbøl i 1864 sammen med en Genforeningssten (1920) og en Befrielsessten (1945).

Bystævnet fungerede også som en slags domstol (landsbyting) for mindre sager, mens det var herreds- og landstingene, der tog sig af alvorligere kriminelle sager.

Tinget blev gerne holdt en gang om ugen og under åben himmel, hvis vejret ellers tillod det. Hvert herred havde sit tingsted og sin galgebakke, og selv om de for længst er forsvundet, så kan fortiden leve videre i gadenavne og lignende. I Dalum findes f.eks. Tingløkkevej, der har fået navn efter et gammelt marknavn, der igen henviser til det gamle birketing.