De fattiges jord

 

370a[1]

Vor Frue Kirke, som den tog sig ud omkring 1860 – da var begravelserne uden for kirkebygningen for længst ophørt. (Stadsarkivet)

De fattiges jord

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Hvad betyder det, når en person blev begravet i ”de fattiges jord”?

Odenses middelalderlige kirkegårde lå klos op og ned af sognekirkerne – akkurat som vi kender det fra vore landsbykirker. Det gjaldt også kirkegården ved Vor Frue Kirke, der lå rundt om kirken. Kirkegårdens omfang, indhegning og indgange kan ses på ældre kort – og også på Braunius’ kort fra 1593. Dens grænser var nogenlunde rammet ind af Overgade, Frue Kirkestræde, provstegårdens jord (Provstegade) og den endnu bevarede middelalderlige skolebygning (syd for kirken).

Der blev løbende taget små bidder af kirkegården, i takt med at byen fik vokseværk. Nye gader og nye huse gjorde kirkegården mindre og skabte et hårdt pres på den lille kirkegård. Det pres lettede først, da Assistenskirkegården blev anlagt i 1811 – og nogle år senere var det helt forbi med begravelser ved Vor Frue Kirke. Så blev der plads til en omlægning af Overgade.

I ældre tid kunne man blive begravet flere steder. Det var i middelalderen endda muligt at blive begravet under kirkegulvet. Det var i begyndelsen forbeholdt bisper, stormænd og konger, men i 1400-tallet blev skikken mere udbredt. De mange begravelser under kirkegulvene gav dog store lugtgener og blev endelig forbudt i 1805.

Begravelser under kirkegulvet kostede, og netop betaling var også hele humlen, når det drejede sig om ”de fattiges jord”. Her blev folk, der ikke kunne betale, begravet. De fattiges jord lå gerne i udkanten af kirkegården og selvfølgelig også uden egentlige gravsteder eller anden markering af gravpladserne. Hvordan Vor Frue Kirkegård var inddelt, og hvor afdelingen for fattige var, er desværre uoplyst. Derimod ved man, at de fattiges jord ved Skt. Knuds Kirke i en periode efter reformationen lå i klostergården, men senere blev f.eks. H.C. Andersens far begravet i de fattiges jord på kirkens nordside. Og ved Skt. Hans Kirke blev de fattige begravet længst mod vest på kirkegården.

De fattiges begravelser var i det hele taget meget tarvelige. Der skulle nemlig betales for alle ydelser i forbindelse med en begravelse. Degnen sang kun mod betaling, klokkerne ringede kun mod betaling osv. Og de fattige blev begravet uden ”sang og klang”, som det hed. Det betød, at der ikke var betalt for noget. Så når begravelsen foregik i stilhed, var det ikke altid på grund af sorgen, men kunne også være af økonomiske grunde.