De hemmelige haver

 

001170210021

Foto fra 1965, kort efter kommunens overtagelse af det gamle parkområde ved Sukkergården – med huse ved Christiansgade til højre i billedet. Der er adgang til ”de hemmelige haver” ved åen længere henne ad Christiansgade, hvor vejen drejer mod højre (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet).

 

 

De hemmelige haver

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Hvad er historien bag ”de hemmelige haver” ved Christiansgade og de to huse, der ligger lidt pudsigt næsten midt ude i Christiansgade?

Området, hvor Christiansgade blev anlagt, hørte i en lang periode til Sukkergården og familien Muus. I 1896 gav byrådet gaden navn efter prins Christian, den senere kong Christian 10., men først fra omkring 1914 blev der bygget ved den nye gade.

I mellemkrigsårene havde grosserer og konsul Thorbjørn Muus mange planer for kvarteret. Han fik allerede i 1920’erne forlænget Christiansgade til Palnatokesvej. Nogle år senere – i 1935 – blev det desuden godkendt, at der blev lavet et lille vænge, hvor Christiansgade bøjede mod øst. Det lille vænge skabte plads til en slags ø med bebyggelse, og det var egentlig meningen, at der også skulle bygges på de parceller, der lå nord for ”øen”, ned mod åen. Vænget blev sikkert tilføjet for at udnytte det slag, som åen gav fra naturens side.

Muus’ planer blev justeret. Eksempelvis blev hjørnerne afrundet, så last- og brandbiler bedre kunne komme rundt, men herefter gik arbejdet i stå. Formentlig var det krigen, der kom på tværs, og først i 1950’erne blev de to familiehuse Christiansgade 36 b og 36 c opført. Derimod blev grundene helt ned til åen aldrig bebygget.

Et stort areal mellem Christiansgade og åen var ellers blevet solgt til et privat konsortium, byggeaktieselskabet Ringen, som havde haft store byggeplaner. Det blev i stedet kommunen, der i 1964 overtog jorden, fordi man kunne få brug for den i forbindelse med store planer om en motorvejsindføring fra øst, langs med åen. Det kunne imidlertid tage mange år, og derfor blev en del af Sukkergårdens park lavet til midlertidige parkeringspladser og en legeplads.

Bilerne overtog parken, der førhen havde været et fristed for Muusfamilien. Ældre odenseanere huskede i 1965 stadig, hvordan parken havde været særdeles smuk og velholdt: ”Det var en fryd for øjet, ikke mindst på sommerdage, hvor kønne damer i yndige sommertoiletter [kjoler] yderligere forskønnede denne dejlige plet lige midt i den travle bys centrum”.

Haven var dog forsømt, og konsulens gamle park lå hen som et skummelt tilflugtssted for løse eksistenser – lidet egnet til børnenes leg. Nogle af kvarterets beboere syntes derfor, at parken passende kunne bruges til kolonihaver for kvarterets beboere, men ”misundelsens orm” kom i vejen – der ville ikke være haver nok til alle! I stedet besluttede byrådet i december 1967 at lave parkeringsplads i en del af parken. Til fortrydelse for nogle, men til glæde for andre, der mente, at både biler og børn savnede plads i den tætbefolkede bydel.

Den sydlige ringgade blev – heldigvis – aldrig til noget, og derfor overlevede resten af parken, og jordstykket bag ved det lille vænge forblev ubebygget. Jordstykket er senere døbt de hemmelige haver, fordi de har eksisteret uden stor opmærksomhed fra andre end naboerne. Nu er der to små stykker offentlig park.