Den jødiske kirkegård

 

B0058159

Jødisk kirkegård i Odense, 1964.
“Den israelitiske menighed” i Odense fik i 1825 lov til at købe en lille del af marken over for indgangen til Assistens Kirkegård på hjørnet af Kirkegårds Allé og Vandværksvej. Efter jødisk skik er gravpladsen den afdødes eje “til evig tid” og kan derfor ikke sløjfes (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet).

 

Jødekirkegården

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Om Gerthasminde er et gammelt jødekvarter?  Nej, på ingen måde. Tværtimod så var der ikke andet end mark her i ældre tid. Men når misforståelsen alligevel kan opstå, så skyldes det nok, at den jødiske kirkegård ligger i et hjørne af Gerthasminde, men den har altså ikke noget med resten af Gerthasminde at gøre.

Fra 1600-tallet dannede jøderne en markant minoritet i Danmark. De første slog sig ned i København, og fra slutningen af 1700-tallet blev den ellers hårde kurs mod jøderne lempet. Små jødiske samfund begyndte nu at slå rod i byer, der tidligere havde været mere eller mindre lukket land.

Det jødiske samfund skilte sig ud fra resten af samfundet. De jødiske indbyggere havde deres egen kultur og tro. I 1805 fik Odensemenigheden kongens tilladelse til at indrette en synagoge, og samme år indviedes en bedesal i nogle værelser i Overgade 28.

Efter en lidt træg begyndelse, hvor menighedens ”forstander” i 1811 blandt andet klagede over, at nogle medlemmer nægtede at betale til fællesskabet, så oplevede menigheden en god fremgang og blev efterhånden den største på Fyn. Og nye ønsker dukkede op. Det gjaldt også ønsket om egen begravelsesplads. Det fik menigheden først i 1825, da den købte en ganske lille del af marken over for indgangen til Assistens Kirkegård, for at bruge den til kirkegård for den ”israelitiske menighed i Odense”. Før den tid blev den mosaiske kirkegård i Faaborg benyttet – den var fra 1795. Den 30. april 1825 fik den jødiske kirkegård i Odense et reglement, der indeholdt intet mindre end 21 paragraffer.

Blandt de allerførste, der blev begravet på kirkegården, var optiker og købmand Johan Weismanns 1-årige søn Herman Henrik, der døde i juni 1826.

Kirkegården, som stadig ligger på hjørnet af Vandværksvej og Kirkegårds Allé, er ikke ret stor – knap 300 kvadratmeter. Den var en af de blot 10 jødiske kirkegårde, der var i Danmark. Fra 1825 og frem til 1928 var der ca. 90 begravelser på kirkegården, der var opbygget i ni gravrækker. I dag er der godt 30 gravsten, og den nyeste er over et ægtepar, som er begravet henholdsvis 1961 og 1968.

I ældre tid blev jøder begravet samme dag, som dødsfaldet var indtrådt. Den simple kiste blev under hebraiske salmer ført til graven, som blev dækket med kranse eller blomsterdekorationer. På kirkegården findes stadig en del gravsten med hebraiske bogstaver og symboler, men de fleste er dog med danske inskriptioner. Efter jødisk religiøs opfattelse er gravpladsen den afdødes eje ”til evig tid” og kan derfor ikke sløjfes.