Flakhaven, bilfri

 

b0101921

Biler og fodgængere på Flakhaven, mens man endnu kunne køre i Vestergade nord for rådhuset – 1970 (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet).

 

Bilerne væk fra Flakhaven

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Den gamle bankbygning på Flakhaven fik sit nuværende udseende efter en gennemgribende ombygning i 1930-32 under ledelse af arkitekt Holger Jacobsen. Det var ved den lejlighed, at den ældre bygning, der var opført ad to omgange 1872-75, fik nyt kobbertag og en skalmur af røde tegl.

Da Flakhaven i 1496 blev nævnt første gang, drejede det sig om handelen på stedet. Her måtte ifølge købmandslavets love sælges tømmer, lertøj, træsko, kurve, trug og ølkar, og dengang så Flakhaven givetvis meget anderledes ud end i dag. Biskop Jens Andersen med tilnavnet Beldenak (den skaldede) opførte i 1518 en stor grundmuret bygning nord for domkirken. Kontorbygningen gjorde Flakhaven skæv og dækkede for domkirken, når man stod i Vestergade, men samtidig skabte den en mere lukket torveplads. Bygningen blev revet ned i 1857.

Fjernelsen gav mulighed for en mere monumental pladsdannelse, der omfattede både en renovering af domkirken, opførelsen af et nyt rådhus og nybyggeri over for rådhuset.

Med bilernes indmarch i det 20. århundrede blev Flakhaven stadig vigtigere som trafikalt knudepunkt, der omfattede både biler, sporvogne og senere busser, cyklister og fodgængere. Torvehandlen flyttede bort, og menneskene blev lidt efter lidt ”forvist” fra Flakhaven – bortset fra buspassagerer.

I 1960’erne kom de første gågader, og snart efter steg interessen for at gøre noget mere ved trafikforholdene i bymidten. I 1978 blev der udskrevet en idékonkurrence, der skulle komme med nye forslag til trafik og byggeri i området omkring rådhuset. Forslagene blev ikke realiseret, måske fordi de ville stoppe kørslen rundt om rådhuset.

I 1982-84 udarbejdede kommunen en trafikplan for bymidten, og det blev en større opgave. Byrådet godkendte planen i juni 1984, og den betød f.eks., at Vestergades gågade blev meget længere, nemlig fra Thomas B. Thriges Gade til Jernbanegade, og nu forsvandt også bilerne fra Flakhaven. Selve udførelsen blev en ordentlig omgang, fordi der skulle skiftes mange ledninger, inden man kunne lægge en ny belægning på de nyvundne fodgængerområder og cykelstier.
Blandt dem, der var skeptiske, var handelsstandsforeningen og cityforeningen, men byrådet godkendte trafikplanen enstemmigt, og i årene op til byjubilæet i 1988 var den indre by stærkt præget af opgravningerne.

I denne forbindelse ændrede Flakhaven karakter. Nu skulle der ikke længere tages hensyn til bilerne. I stedet blev der lavet en støttemur langs rådhusets facade, mens pladsens belægning blev sænket, så den kom til at ligne rådhuspladsen i Siena i sit design. Odenses rådhus var i forvejen stærkt inspireret af det middelalderlige rådhus i den toscanske by. Pladsen blev samlet og orienteret mod rådhuset og indviet i sin nye form i december 1987 – med genbrug af brosten fra pladsen og fra Sdr. Boulevard og med nye borduresten i granit fra Bornholm. Snart begyndte diskussionerne, om Flakhaven ikke kun var tømt for biler, men også for mennesker?