Næsbyhoved Sø

 

B0022060

Næsbyhoved Vindmølle, set fra Tolderlund med kanalen i forgrunden, ca. 1885-90 (Stadsarkivet).

 

Da Næsbyhoved Sø blev udtørret

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær 

 

Landskabet rundt om Odense er gennem årtusinder blev omskabt af menneskehænder. Kører man ud ad Næsbyvej, kommer man forbi Gammelsø – et vejnavn, der fortæller om den sø, der engang prægede området vest for havnen.

Ved Næsbyhoved Sø lå dronning Christines borg – der i dag ses som et voldsted bag ejendommene på Kanalvej – og søen gav vand til den omkransende voldgrav. Næsbyhoved Sø var indtil midt i 1700-tallet Fyns næststørste sø. Søen havde oprindelig forbindelse med fjorden, men i 1300-tallet blev der anlagt en dæmning for at skaffe vand til en vandmølle, og man måtte omkring 1800 grave igennem området, da Odense Havn og Kanal skulle anlægges.

I dag er søen helt forsvundet. Den er udtørret, hvilket skete i 1860’erne for blandt andet at skaffe ny landbrugsjord. Det var dengang på mode at indvinde ny jord, og da søen alligevel var groet til med rør, siv og andet, lå en udtørring lige for. Planerne tog fart i 1857, da lodsejerne langs søen fik den opmålt. Der blev også lavet en skitse til fordeling af den nye jord. Mest jord fik Åløkkegård, men også Tarupgård og Næsbyhoved Mølle fik betragtelige arealer.

Planen blev drøftet livligt de næste år, og der blev indledt forhandlinger med ejeren af Næsbyhoved Vandmølle. Hvis søen skulle tørlægges, betød det nemlig, at opstemningen måtte ophæves, og dermed måtte vandmøllen lukke.

I foråret 1863 blev der indgået forlig, og den 1. april 1863 skrev de lokale aviser om, at nu var tørlægningen af Næsbyhoved Sø begyndt. Fyens Stiftstidende var bekymret for de sundhedsrisici, som tørlægningen førte med sig. Søen var jo fyldt med hængedynd, ”der i løbet af sommeren sikkert vil udbrede skadelige dunster”. Avisen stillede også spørgsmålstegn ved, om lodsejerne ville opnå den ønskede effekt. Desuden måtte det beklages, at søens skønhed forsvandt, ”thi et af de smukkeste steder i nærheden af Odense vil derved tabe sin pryd”. Lystfiskerne var næppe heller glade for at miste en hyggelig fiskeplads.

Fyens Avis hæftede sig også ved, at byen mistede en naturperle. Heldigvis stod påsken for døren. Det gav odenseanerne mulighed for en sidste gang ”at nyde synet af den smukke sø, ved hvis udtørring omegnen af Odense desværre taber ikke lidet i skønhed”. Avisens ønske gik i opfyldelse, da mange brugte helligdagene til at besøge søen, men de kom vist mere for at få ”en bid af kagen”. Når vandet forsvandt, lå søens fisk tilbage og sprællede – lige til at tage op.

Sluserne blev åbnet, og på få dage var søen afvandet. Tilbage var søbundens dynd, der ventede på at blive til landbrugsjord. Det var også et farvel til Næsbyhoved Mølle som vandmølle. I stedet blev der opført en vindmølle på bakken ved Fuglsang. Den rykkede senere nærmere Odense Kanal, men brændte i 1985.

Hvor Næsbyhoved Sø engang lå, er der i dag blandt andet en større eng, et stort industriområde og Odense Havn.